Hurtig fødsel snød lodsen
Da han steg om bord på lodsbåde kl. 19.10 var der intet der tydede på at hustruen ville føde , men kl. 22,31 var han blevet far igen
FREDERIKSHAVN: Benn Pyrmont Guldberg fra Frederikshavn er lods hos DanPilot, og han ventede sit tredje barn.
Terminen var sat til 12. april og der var ikke optakt til en tidlig fødsel, så han havde ingen betænkninger ved at være på vagt 1. april.
Opgaven på dagen var en lodsning fra Gedser til Skagen. En tur på 22 timer med to lodser om bord.
-Jeg talte med min hustru, Christina kl. 16, og hun beroligede mig og sagde, at jeg roligt kunne tage af sted, så jeg hoppede om bord på skibet kl. 19.10 ud for Gedser, fortæller Benn Pyrmont Guldberg og fortsætter:
- Kl. 19.35 ringede min hustru og fortalte, at vandet var gået, men hun havde ingen veer.
Derefter gik det stærkt. I begge ender af telefonen.
Benn kontaktede vagttelefonen og foreslog om, han kunne blive afløst på ruten ved Spodsbjerg, kort efter midnat. Vagthavende mente dog, at det var bedre, at lodsbåden blev kaldt tilbage og fik Benn i land, mens den anden ombordværende lods fik en ny makker ombord ved Spodsbjerg.
Benn gik kort efter fra borde og begyndte turen hjem til Frederikshavn, mens hans hustru ringede til et vennepar, der kunne hjælpe med at passe parrets to sønner og køre hende på fødeafsnittet i Hjørring.
- Jeg facetimede med min kone kl. 22.25, og hun mente, at jeg ville blive far 1. april.
- Jeg ville lige give bedsteforældrene besked om, at der var optakt til fødsel, men allerede kl. 22.31 fik jeg en besked med ”tillykke med din datter”, siger Benn Pyrmont Guldberg.
Derefter kunne Benn Pyrmont Guldberg lettet tage resten af turen nordpå, hvor han hentede sin hustru og datter på Hjørring Sygehus og kørte dem hjem til Frederikshavn.
-Det var bare dejligt at få den melding og så kunne jeg hente dem begge to på sygehuset.
- I jobbet som lods er det egentligt heldigt, at jeg har nået de første to børns fødsler, siger Benn beskedent.
Og den smukke pige har fået navnet Alma. Og med sine 3930 gram fordelt på 54 cm er hun den sødeste aprilsnar længe set.