Hovedsponsor booster de unges fællesskab på isen
Entreprenørselskabet Trigon fortsætter som hovedsponsor for Frederikshavn Ishockey Klub.
Aftalen indebærer, at Trigon A/S også i de kommende tre 3 sæsoner er klar til at bakke FIK - foreningen bag ungdoms- og amatørishockey i Frederikshavn - op.
- Vi er både beæret og stolte over, at Trigon ønsker at forlænge aftalen.
- Det er et vigtigt signal over for vores mange medlemmer, frivillige samt øvrige interessenter, at erhvervslivet bakker op, og Trigon har gjort dette kontinuerligt igennem mange år , understreger FIK’s formand, Søren Sørensen , der tager forlængelsen af hovedsponsoratet som udtryk for en vilje og engagement til at understøtte fællesskabet for ishockeyen i Frederikshavn.
Trigon har sine rødder i Frederikshavn, og er med sin almennyttige fond klar til at give byens frivillige et ekstra skulderklap, når det efterspørges.
Og koncerndirektør i Trigon, Karl-Erik Slynge, er glad for at kunne understøtte børn og unges udvikling indenfor ishockey-sporten.
- For Trigon er det vigtigt, at børn og unge har muligheder for at udøve idræt i et sjovt og engageret miljø, som på den lange bane også giver byen og kommunen mulighed for at fastholde de unge til gavn for erhvervslivet, siger Karl-Erik Slynge.
Ud over Trigon er Uggerhøj, Chrisfish, Nordjyske Bank, Frederikshavn Havn, SAL Tryk, Nilles, Bauer og HockeyXperten ligeledes hovedsponsor for Frederikshavn Ishockey Klub.