Billede beskrivelse

Hotel til salg: På ikonisk hotel er det dog stadig, som det plejer

06. november 2023 kl. 19.00
Opdateret 07. november 2023 kl. 08.14

Selvom direktøren på Brøndums Hotel ikke er meget for at bruge udtrykket ‘plejer’, så er det måske lige i disse uger alligevel meget rart at vide, at det meste på det historiske hotel er netop, som det plejer.

For Brøndums Hotel i Skagen er sat til salg efter, at den mangeårige ejer Bendt Fredberg Jensen i sommers døde. Og hvad betyder det egentlig for gæster af hotellet og for medarbejderne, at hotellet står overfor et salg efter 46 år med samme ejer?

Reservationer og bookinger holder

Lige nu er der en proces i gang mellem jurister, arvinger, interesserede købere og hotellet omkring salget af Brøndums Hotel, oplyser hotellets direktør, Emil Hauge, men hverdagen på hotellet ligner sig selv. Og hotellets direktør lover, at alle reservationer og arrangementer - også dem langt ude i fremtiden - stadig holder.

- Uanset om man har et gavekort på 100 kroner eller har booket et stort bryllup, så kan man føle sig hundrede procent sikker på, at vi står her og tager imod, siger hoteldirektøren.

Han satser på, at det historiske hotel også står i byen om hundrede år.

- Det er helt normalt, at man i sådan et salg, overtager virksomhedens forpligtelser, og det kommer også til at ske her, siger hoteldirektør Emil Hauge.

Han uddyber, at hotellet generelt har en fremgang på arrangementer, blandt andet bestyrelsesmøder, bryllupper og i denne tid også julefrokostbookinger.

- Man skal endelig ikke holde sig tilbage fra at booke et arrangement hos os, for det er hundrede procent, at Brøndums bliver, siger direktøren.

Emil Hauge er netop nu i fuld gang med juleforberedelserne på det gamle hotel.

Fakta om Brøndums Hotel

Kimen til Brøndums Hotel bliver lagt allerede i 1839, hvor Anna Anchers mor, Ane Brøndum arver Brøndums gård, som fungerer som købmandsgård. 

I 1859 udvides købmandsgården med gæstgiveri og har blandt andet H.C.Andersen på gæstelisten. 

Senere i 1870’erne arver sønnen Chresten Degn Brøndum gæstgiveriet og får tilladelse til at drive hotel, samtidig med at kunstnerkolonien har sit indtog i Skagen og bliver flittige brugere af hotellet.

En ny æra for hotellet

Selvom Brøndums Hotel er et historisk hotel, er det vigtigt for direktøren, at det ikke bliver støvet og går i dvale, men er i fortsat udvikling.

- Ligesom da Degn Brøndum var her - dengang troede de også på udvikling og sad ikke fast i et eller andet bestemt format, så selvfølgelig skal Brøndums Hotel udvikle sig ligesom det også skulle og gjorde dengang, siger direktøren om den nye tid, som hotellet bevæger sig ind i med et salg.

Billede beskrivelse

- Lige nu kigger vi ind i en ny æra for byens hotel. Bendt Fredberg er den, som har ejet hotellet længst, næst efter familien Brøndum, og han har sat sit aftryk på huset, og det aftryk vil vi også gerne bevare for eftertiden, fortæller direktøren og forklarer, at hotellets bygninger allerede består af knopskydninger gennem tiderne og på den måde altid har været i udvikling.

- Vi er ikke et museum, men en forretning. Her sidder vi i stolene og ligger i sengene - det gør man jo ikke på et museum, siger direktøren, som dog er bevidst om den særlige historiske betydning, som netop Brøndums Hotel har.

- Vi skal have respekt for husets historie, uden at blive en støvet tidslomme, men give plads til udvikling, siger direktøren.

Altid hjertet først på Brøndums

- Jeg håber vi får en ejer, som vil være med til at gøre noget godt for Skagen og bevare Brøndums Hotel, som et sted, der også skal udvikle sig, men som også forstår, at der er følelser i spil omkring det her sted. Det her sted er altid med hjertet først, siger hoteldirektøren og henviser til den ånd, som Bendt Fredberg Jensen ledede hotellet med og den betydning, udover den historiske, som hotellet har for byens borgere og hotellets gæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste