Billede beskrivelse

Højtlæsning i skumringstimen

08. november 2017 kl. 15.20
Opdateret kl. 17.00

Når fuglene trækker sydpå, går de lyse dage på hæld i norden.

I norden er vi vant til, at dagene bliver kortere, og det er netop derfor, at vi tænder stearinlysene når dagen går på hæld.

Den nordiske tradition med at trække sig indenfor, tænde et lys og læse en bog, er blevet til en nordisk begivenhed samlet under temaet "Nordisk Biblioteksuge", som i år skydes i gang mandag 13. november.

Arrangøren er som altid Foreningen Norden, der blandt andet arbejder med at udbrede litteratur og uddannelse i Norden.

Nordisk Biblioteksuge består af to dele, en del for de voksne og en del for børnene.

Om dagen er skolerne og institutionerne inviteret til at læse højt for børnene under temaet "Morgengry", og om aftenen har bibliotekerne inviteret de voksne til at deltage i højtlæsning under navnet "Skumringens Time".

Og det er ikke så få som deltager.

På over 2000 biblioteker norden over, er borgere inviteret til højtlæsning på bibliotekerne i stearinlysets skær.

Højtlæsningen afvikles samme dag - nemlig 23. november.

Det er også samme tekst der læses alle steder - nemlig et afsnit af romanen "Is", skrevet af den finsksvenske forfatter Ulla-Lene Lundberg.

Frederikshavn Bibliotek har i år inviteret borgmester Birgit Hansen til at være den, der læser højt kl. 19.

Efter højtlæsningen med Birgit Hansen er der koncert med svenske Tina Gillberg og norske Morten Nordheim.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste