Højt aktivitetsniveau på Havkærhus
Der er gang i den i aktivitets- og træningscentret på Ældrecentret
SÆBY: Aktivitets- og træningscentret ved Sæby Ældrecenter på Gasværksvej har fået flere opgaver, hvilket har medført en lettere renovering og har i samme anledning skiftet navn til Havkærhus.
Vi syntes, at vi skulle finde et dækkende og mere positivt klingende navn, hvorfor vi ved fælles hjælp kom frem til, at det skulle være et hus, hvor alle vore kære kunne mødes og som er placeret tæt på havet – så det var oplagt, at det skulle være ”Hav-kær-hus”, fortæller aktivitetskoordinator Helle Klarup.
Huset er for alle pensionister og borgere på 60+, der mødes til en række fælles aktiviteter og socialt samvær.
Da Havkærhus bl.a. har fået til opgave at varetage træningen af flere demente borgere, har det fået tre lokaler overdraget fra ældrecentret. Lokalerne er indrettet med et motions- og bevægelsesrum, en stillestue, hvor der er plads til fordybelse og ro samt et lokale, hvor der er rekvisitter og udstyr til kognitiv træning på flere niveauer, hvor hjernens hukommelse trænes struktureret og systematisk.
Havkærhus har et team på otte medarbejdere med forskellige relevante kompetencer, der står klar til at servicere de ældre borgere.
Takket være god hjælp fra støtteforeningen Havkærhus Venner er personalet sammen med de frivillige i stand til at tilbyde et imponerende udbud af forskellige aktiviteter og arrangementer.
I programmet ”Det sker i Havkærhus” for 1. kvartal, fremgår det, at der en halv snes faste ugentlige aktiviteter, som gymnastik, billard, knipling, glasværksted, musikalsk syng sammen med husorkester, dame- og mandeklubber samt gudstjeneste.
Herudover bliver der tilbudt en flot perlerække af spændende underholdende op oplysende arrangementer, som banko, strikkecafé, torsdagsbar, præsentation af det nye forårstøj og flere underholdende indslag der gennemføres i samarbejde med Ældresagen og velgørende organisationer.
Husets nye minibus bliver flittigt brugt til udflugter til historiske steder i Sæby og omegn, hvor der bliver lejlighed til at genopfriske gamle minder, som bussen kommer frem gennem landskabet.
En andet populær aktivitet er ”Pot og Pande” holdet, som slår sine folder i køkkenet, hvor deltagerne lærer det mest elementære ud i madlavningens svære kunst.
Det er altid godt at få ilt til hjernen, så vi har stor glæde af frivillige, som kører nogle ture på vores rickshawcykler og til dem der vil have frisk luft og motion ved at træde i pedalerne, har vi dobbelt-cykler, som står til fri rådighed, oplyser aktivitetsleder Merethe Olsen.
De der har vanskeligt ved at komme udenfor hjemmets trygge vægge, ofte enlige, tager vi gerne på besøg hos, hvor vi får en god snak om stort og småt. På sigt håber vi at få dem inddraget i fællesskabet her i Havkærhus, oplyser Helle Klarup.