Billede beskrivelse

Højsæson for lyn

Hvordan forholder du dig?

23. juli 2017 kl. 08.00

Sommeren, særligt juli og august, er højsæson for lyn i Danmark, og selvom det spektakulære vejrfænomen kan være flot at betragte på sikker afstand inden døre, kan lynet slå ned i dit hjem med store skader til følge.

Derfor kan det være en god idé at forsøge at forebygge skaderne og vide, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

For de mest uheldige danskere er sommerens lyn og torden mere end flotte lysglimt og store brag fra himlen.

Således har 15 procent af danskerne været udsat for lynnedslag i deres bolig, som enten ødelagde installationer eller elektriske apparater i hjemmet eller ligefrem resulterede i brand. Det viser en ny undersøgelse, som Megafon har foretaget for energiselskabet NRGi.

- Som følge af de hyppige lynnedslag, som sommerens vejr byder på, er der for øjeblikket en øget risiko for lynnedslag i hjemmets elinstallationer og elektroniske apparater. Det kan fx ske, hvis et lyn går i el- eller telefonnettet i nærheden og skaber en pludselig og voldsom overspænding i netværket, forklarer Benny Hebsgaard, energirådgiver hos NRGi.

Selvom det langt fra er alle danskerne, der har oplevet lynnedslag i deres bolig, er statistikken på området ifølge Benny Hebsgaard unødvendigt høj. Der er nemlig gode muligheder for at sikre sit hus og sine elektroniske apparater mod lynnedslag.

Sådan beskytter du boligen mod lyn:

- Start med at kigge på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, der viser hvad der er lovlige og ulovlige installationer. Er du i tvivl om, hvorvidt dine installationer er lovlige eller i forsvarlig stand, kan du få en elektriker til at vurdere dine installationer, og man kan også få en elektriker til at installere en overspændingsafleder. Samtidig bør du tjekke, om el-tavlens HFI/HPFI-afbryder fungerer, som den skal. Det er faktisk lovpligtigt at tjekke mindst en gang årligt, fortæller Benny Hebsgaard.

Senest i starten af juni i år oplevede Danmark et voldsomt uvejr med flere tusinde lyn. Og noget tyder på, at danskerne enten var godt forberedte eller meget heldige. Det fortæller Tryg Forsikring, der hvert år håndterer en lang række skader som følge af lynnedslag i boliger.

- Set i forhold til de mange tusinde lynnedslag, som ramte landet i sidste måned, slap vores kunder relativ billigt fra uvejret, og antallet af skadeanmeldelser var ikke så mange, som vi tidligere har set i forbindelse med sådanne vejrforhold. Sikkerheden er blevet større, og det er opmærksomheden omkring muligheden for forebyggelse nok også. Men selvom du har gjort alt det rigtige, kan du stadig være uheldig og opleve, at lynet slår ned i din bolig. Således var der under junis mange lynnedslag desværre også nogle, som blev meget hårdt ramt, for eksempel af omfattende brandskader, udtaler Charlotte Gøttler, som er forebyggelseschef i Tryg.

Hvis det trækker op til tordenvejr, kan du med fordel følge disse fem råd:

1. Gå indenfor og luk vinduer og døre.

2. Træk stikket ud på alle elektroniske apparater som tv, musikanlæg og computer og undgå skader og kortslutning på apparaterne eller i værste fald brand.

3. Tag netværksstikket fra for at undgå overspænding i din computer, som kan give elektrisk stød.

4. Undgå berøring af fastnettelefon, radiatorer, vand- og varmerør eller hårde hvidevarer. Det kan lede overspænding fra lynene og gøre skade på dig.

5. Hav en lommelygte parat, hvis strømmen går, og det bliver mørkt, og hvis du skal skifte sikringer.

Der er ingen risiko ved at tale i mobiltelefon eller trådløs telefon samt bruge bærbar pc, hvor batteriet ikke er ved at lade op.

Hvis uheldet er ude:

Ikke alle ved, hvem de skal henvende sig til for at få hjælp, hvis deres bolig er blevet ramt af et lynnedslag. Det har man erfaret hos NRGi, hvor fortvivlede el-kunder ofte ringer med spørgsmål om skader og erstatning efter lynnedslag.

- Hvis et lyn er slået ned og har kortsluttet elinstallationerne i dit hus, skal du først og fremmest kontakte dit forsikringsselskab, der kan vurdere skaderne og muligheden for dækning via din husforsikring. Herfra bliver det bestemt, hvilke andre parter, der skal involveres. Har lynnedslaget forårsaget større brand- eller personskade, skal du selvfølgelig ringe 112 som det allerførste, siger Charlotte Gøttler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste