Hjælp til at redde liv
Læger uden Grænser samler ind til arbejdet - og Frederikshavn er med
FREDERIKSHAVN: Det lokale engagement er vigtigt, når verdens største medicinske hjælpeorganisation går på gaden for at samle ind 27. maj.
Med Frederikshavn Kommunes borgere i ryggen vil læger og sygeplejersker kunne redde endnu flere liv i felten.
- To år i træk har vi haft glæden af tæt på 5.000 mennesker i marken, og vi har sammen fået næsten 6 millioner kroner ind til arbejdet ude i verden. Det er vores håb, at endnu flere melder sig i år - som jo også er vores 25 års jubilæum her i Danmark. Uden den lokale opbakning er vores arbejde slet ikke muligt - og vi er dybt taknemmelige for den hjælp, vi blandt andet får her i Frederikshavn, siger Jesper Brix, der er direktør i Læger uden Grænser.
Hans budskab er allerede godt og grundigt forankret i den lokale muld, hvor blandt andet John Hansen fra Ravnshøj har meldt sig som indsamlingsleder.
Han er nu i fuld gang med det arbejde, der skal få endnu flere af Frederikshavn Kommunes borgere til at melde sig som indsamlere.
- For mig er det her en virkelig vigtig sag. Som dansker befinder jeg mig langt væk fra krigszonerne, jeg har fri adgang til hospitaler og kvalificeret lægehjælp, og jeg er ikke plaget af naturkatastrofer, der driver folk fra hus og hjem.
- Selvfølgelig skal jeg da hjælpe de mennesker, der ikke er lige så heldige som mig, siger John Hansen, der i øvrigt glæder sig over at være med til at gøre en forskel i lige præcis det 25. år for organisationens tilsynekomst i Danmark.
- Der er masser af danskere, der har bidraget til Læger uden Grænsers arbejde før mig, og jeg er glad for at kunne være med i år. Det er vigtigt, at vi prøver at redde dem, vi kan, siger John Hansen og opfordrer dermed naboer, venner og bekendte til at melde sig som indsamler, når Frederikshavn Kommunes borgere går på gaden den 27. maj.
Man kan melde sig som indsamler via www.indsamling.msf.dk