Historisk investering: Strandhotel ført tilbage til storhedstiden
Nu er alt klar efter en million-renovering af faciliteterne på Ruths Hotel
Det var første mål i en længere rejse, da Ruths Hotel i maj forrige år kunne fejre indvielsen af de 28 nyrenoverede værelser i hovedbygningen.
Denne satsning har siden lagt linjen for en større moderniseringsproces, både hvad angår valg af materialer, nuancer, interiør og øvrige design elementer.
Frem til nu er der investeret op mod 20 millioner i at få hotellet til at spille.
- I kraft af den nedlukning, som COVID-19 forårsagede i vintermånederne, har vi løbende udvidet omfanget af projekter, siger adm. direktør Tom Boye, Ruths Hotel.
Al renoveringsarbejde har konstant været med en ubekendt deadline for, hvornår hotellet kunne genåbne. Det har derfor krævet et velkoordineret planlægningsarbejde.
- Vi sætter virkelig stor pris det gode samarbejde, som vi har med håndværkere her fra lokalområdet. Alle har arbejdet målrettet, og vi er kommet i mål med et flot resultat, påpeger Tom Boye.
Ny storhedstid
Det helt store prestigeprojekt har været at føre Ruths Strandhotel tilbage til sin storhedstid.
På dette ikoniske badehotel, placeret midt i Gl. Skagens idylliske omgivelser, fremstår hvert værelse med hvert sit unikke særpræg nu i en moderne udgave med charmen intakt.
Hotellets historie, den omgivende natur og nærhed til havet har været en tydelig inspirationskilde igennem hele processen. En proces der fra start har bygget på et tæt samarbejde med Tine Hundrup.
Foruden mange års erfaring som indretningsarkitekt har hun også været ansvarlig for indretningen ved renoveringen af Ruths Hotels hovedbygning i 2020.
- Vi har haft til opgave at skabe en fornyelse, som nænsomt bevarer sjælen og fremhæver charmen. Samtidigt skulle indretning og faciliteter have et kvalitetsmæssigt løft, og herved leve fuldt op til den komfort og eksklusivitet, der forbindes med et ophold på Ruths Hotel, siger Tine Hundrup.
Værelserne er blevet totalrenoveret. Alt fra klinkerne på badeværelset og farven på væggene til gardiner, møblement og det øvrige interiør.
Der er også tænkt kreativt i forhold til at udnytte det enkelte værelses særpræg og naturlige lys-indfald.
Alle værelser har fået et helt nyt design med fokus på højeste kvalitet og komfort. Det kommer eksempelvis til udtryk ved senge fra DUX, designer-borde og lamper samt elegante kurvemøbler.
- I fin harmoni skabes der via farvevalg og de hvide træpaneler langs væggene tydelige referencer til stilen fra et klassisk badehotel.
- De karakterfulde trægulve er velbevarede i nysleben tilstand og udvalgte skabe, borde og kommoder er blevet istandsat, således de bidrager til hotellets autentiske atmosfære.
- Fornyelse i forening med det klassiske går igen i forbindelse med renoveringen af hotellets badeværelser, fortæller Tine Hundrup.
En større helhed
Kunstnerhuset er en anden værelsesbygning, der ligeledes står klar i en nyrenoveret version.
Her er samtlige værelser og hotellejligheder blevet renoveret med samme stil og udtryk som værelserne i hovedbygningen. Indretning og interiør er gennemgående blevet moderniseret, og der er installeret nye bade-værelser.
I alle lejligheder er der desuden tilføjet badekar og moderniserede køkkener.
Som et naturligt led i fornyelsesprocessen har flere af hotellets mest centrale områder fået en stilmæssig opgradering, med henblik på at skabe et gennem-ført udtryk.
- I den stemningsfulde pejsestue er der eksempelvis lagt nyt massivt trægulv, hvor stole og bordplader er udvalgt, således de matcher i samme nuancer. Samme trægulv er lagt i den tilstødende gourmetrestaurant, hvor alt fra interiør til lokalets opdeling er forandret. Nye, hvide træpaneler er opsat på alle vægge, hvorved sammenhængen til værelsesindretning såvel som hotellets forhistorie tydeligt fremgår, fortæller Tine Hundrup.
Et sidste om end større projekt er opgraderingen af al køkkenmateriel og indretning i Ruths Brasseries køkken, hvorved ideelle arbejdsbetingelser og højere effektivitet er sikret.
Ambitionen er at opgradere alle faciliteter og kontaktpunkter i forbindelse med et ophold på Ruths Hotel.
- Vi ser en stigende tendens til, at årets mest eksklusive ferie afholdes inden for landets grænser, i stedet for mere eksotiske destinationer eller storbyer. Det stiller høje krav til kvalitet, service og totaloplevelse. Med de gennemførte opgraderinger tør jeg godt sige, at vi er klar til at levere på alle punkter, fortæller Tom Boye.
En festdag
Den netop overståede opgradering sætter baren højt for eksklusive oplevelser, hvor alt fra interiør til kulinariske indtryk spiller sammen og komplimenterer hinanden.
På Ruths Hotel tilbydes der atter overnatning, der er adgang til well-ness-faciliteterne og brasseriet kører på fuld styrke med servering både inden døre og på terrassen.
Sidste fase af den fulde genåbning oplever man i dag torsdag, hvor hotellets gourmetrestaurant og Ruths Strandhotel nu har slået dørene op.
- Indvielsen af Ruths Strandhotel i kombination med opstart af en ny spændende sæson i Ruths Gourmet bliver helt sikkert et af årets absolutte højdepunkter.
- Der er rigtig mange, der virkelig tørster efter at komme ud at opleve smag og atmosfære i godt selskab. Det kan vi levere på og her er det året rundt tilladt at nyde tilværelsen, afslutter adm. direktør Tom Boye, Ruths Hotel.