HI’s gulddrenge klar til jysk mesterskab
Fodbolddrengene fra U19 i HI havde inden sidste kamp vundet divisionen, men sluttede af på flotteste vis med en 6-2 sejr over Herning Fremad og endte fire point over Holstebro.
Holdet er dermed i finalen om det jyske mesterskab, som spilles torsdag klokken 19.00, hvor modstanderen er Odder IGF.
Kampen foregår på neutral bane i Mariager.
Drengene fra U19 er et godt eksempel på en årgang, hvor flere spillere har været en tur i blandt andet AaB for at prøve talentet af.
Andre har prøvetrænet med divisionstruppen i Vendsyssel FF og rigtig mange har været opmatchet på Jyllandsserien i HI.
De er nu alle samlet i årgangen igen og viser, at vejen til succes og gode oplevelser er mangfoldig.
Næsten alle drengene forbliver i klubben efter sæsonen, og de sikrer derfor et godt vitamintilskud til seniorerne.