Herreløs badebro bliver genåbnet inden sæsonen
SÆBY: Efter foreningen Sæby Søbads Venner nedlagde sig selv på den ekstraordinære generalforsamling den 2. april, har den afgående bestyrelse givet sig selv frist til den 31. maj i år for at finde aftagere til deres Grejbank og badebroen ved Sæby Søbad.
Grejbanken er sammen med de tilhørende to trailere blevet overdraget til Sæby Friskole, Sæby Fritidsklub og Sæby Skole/Sæbygårdskolen, med henblik på at videreføre ideen bag Grejbanken.
Den 40 meter lange nu ejerløse badebros fremtid tegnede lidt mere grumset. Da stormen Pia i december sidste år gjorde det af med de yderste dele af dæksplankerne, har badebroen ikke kunnet benyttes.
De løsrevne træelementer har siden ligget på land og badebroen blev senere lukket af Frederikshavn Kommune.
Det er NBC Marines, der i to omgange i 2019 og 2022, har anlagt broen. Firmaets slogan er ”vi bygger bro mellem drøm og virkelighed”.
Virkeligheden hos mange af vinterbaderne har i foråret været en dårlig drøm, da de ikke længere har haft mulighed for at benytte broen.
På et møde den 29. februar lovede Frederikshavn Kommune, ifølge Michael Stilling, der er formand for Sæby Søbads Venner, at kommunen ville finde en ”konstruktiv løsning” på at få genetableret broen under forudsætning af, at venneforeningen kunne finde en anden forening der ville påtage sig driften.
I mellemtiden er Sæby Erhvervsforening gået ind i sagen og kan nu meddele, at badebroen vil blive reetableret.
Badebroen har siden 2019 været en central del af strandlivet i Sæby, og dens tilstedeværelse spiller en vigtig rolle i at skabe en attraktiv og sikker badeoplevelse, udtaler formanden for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller.
Lokale tager ansvar
Reparationen af badebroen er gjort mulig gennem generøs støtte fra tømrerfirmaet Hugo Petersen & Søn og Bygma trælasthandel og byggemarked, som har sponsoreret både arbejdstimer og materialer.
- Deres bidrag har været uvurderligt for projektets gennemførelse, pointerer Kim Müller.
Derudover har Sæby Erhvervsforening sammen med vinterbaderforeningen ”De Blå Næser” indgået aftale om den fremtidige drift af badebroen.
De Blå Næser vil påtage sig ansvaret for at tage brædderne op om efteråret og lægge dem på igen om foråret, hvilket sikrer, at broen kan vedligeholdes effektivt og økonomisk.
Med reetableringen af badebroen ser vi frem til en sommer fyldt med glade badegæster og et livligt strandmiljø. Vi opfordrer alle til at benytte sig af de forbedrede faciliteter og nyde de mange muligheder vores dejlige kyststrækning har at byde på, afrunder formanden for Sæby Erhvervsforening.