Billede beskrivelse

Her er mor holdleder

Louise Feldtmose er vokset op ved skøjtehal i Aalborg

30. juli 2017 kl. 09.00

Hun er vokset op tæt på den for længst nedlagte skøjtehal på Østre Allé i Aalborg, og store dele af familien Feldtmose var enten aktive ishockeyspillere eller dommere.

Selv prøvede Louise Feldtmose også kræfter med stav og puck i teenagesårene, men nu med bopæl og egen klinik indenfor fysioterapi i Frederikshavn og ikke mindst mor til 8-årige Emil er energien nu kastet ind på at være holdleder for U10 holdet ved FIK’s sommercamp.

- Jeg har været holdleder, siden Emil begyndte at spille på U7. Jeg fornemmede hurtigt, at der var brug for hjælp, og da jeg selv i familien har oplevet et fantastisk sammenhold omkring et ishockeyhold, var jeg ikke sen til at springe til, fortæller Louise.

- Min primære opgave er at være med til at skabe et hold og at få drengene til at lære, hvor vigtigt netop holdspillet både på og udenfor isen er.

Ofte en hel weekend

Louise bruger ofte en hel weekend på at tage med som holdleder for Emil og de andre drenge, men hun bruger gerne den fornødne tid.

- Så længe jeg kan bruges, og så længe Emil vil have mig med, vil jeg fortsætte som FIK-holdleder.

Og ishockeycampen i uge 30 ser både mor Louise og Emil frem til.

- Vi får en masse gode, fælles oplevelser i løbet af ugen, så selv om jeg skal bruge en uges ferie på at være holdleder, gør jeg det gerne igen næste år.

Datteren Lærke på seks år har tidligere gået til kunstskøjteløb, men nu handler det mest om dans.

- Og der bruger jeg naturligvis også en del af min fritid med at hjælpe for forskellig vis, slutter Louise Feldtmose, inden hun haster videre i skøjtehallen til hal 2, hvor der er fysisk træning for U10.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste