Her er Årets Fodboldklub: Tre ting sikrer kvaliteten
For halvandet år siden sadlede fodboldklubben IF Skjold Sæby om og satte alle kræfter ind på at skabe et fodboldtilbud til alle børn og unge i Sæby og omegn. Klubbens plan var, at arbejde sig hen mod at drive en fodboldklub for især børnenes, men også for byens skyld.
På cirka samme tid præsenterede DBU en børneklubsstrategi, som havde grobund i nogle visioner om et børnesyn kombineret med børnerettigheder. Den strategi købte IF Skjold Sæby sig ind på, da de passede som fod i hose på det, klubben allerede selv havde fundet frem til.
- Vi ansøgte om at blive DBU Børneklub, hvor vi i samme anledning fik formuleret en børnepolitik for klubben samt at ansatte Nikolaj Dorff Kristensen som børneudviklingstræner under sloganet "for børnenes skyld", udtaler Flemming Thingbak, formand for IF Skjold Sæby og forklarer videre:
På knap 12 måneder har klubben opnået, at over 90% af alle børnetrænere som minimum har et C1 trænerkursus. Ydermere har en stor del også allerede gennemført C2 trænerkurset, og en sidste håndfuld kan snart fremvise et C3 træningsbevis, som giver adgang til en eksamen, hvor selve C-licensen hverves. Alle trænerkurser betales af klubben, som medfinansieres af Velfærdsalliancen, der er under DBU.
Årets Fodboldklub
Oveni der nu er kommet godt i gang den nye retning, kan klubben nu også kan kalde sig Årets Fodboldklub i Region 1 2022.
En hæder, som blev uddelt tirsdag d. 15. november ved DBU Jyllands årsmøde i Loungen i Aalborg Portland Park.
Her modtog klubbens førsteholds- og børneudviklingstræner Nikolaj Dorff Kristensen sammen med Lars Lundgren, som er bestyrelses- og Sportslig Udvalgsmedlem, prisen foran de omkring 100 fremmødte klubfolk, som var mødt op fra fodboldklubber i hele Nordjylland.
- Vi er sindsygt stolte af at have fået prisen som Årets Fodboldklub i Nordjylland, udtaler Flemming Thingbak.
- Vi kommer fra et årti med en dominerende præstationskultur i samfundet generelt, hvor alt for mange breddeklubber har gået og spejlet sig i elitemiljøer, hvor selektering og resultater har fyldt for meget, forklarer Flemming Thingbak og forsætter:
- Især de unge stopper med at spille fodbold. Og noget tyder på, at vi hurtigt skal kravle ned fra det træ, vi har siddet i, hvorfor vi nu har fået travlt med at indse, at vi er til for medlemmerne og ikke omvendt.
Mere end bare en klub
- Vi har sat en strategi i gang med ambitioner om at skabe et mere moderne fællesskab, hvor vi vil være mere end bare en fodboldklub for vores medlemmer, udtaler Nikolaj Dorff Kristensen, som efter mere end otte år som førsteholdtræner nu skal udfylde rollen som børneudviklingstræner i klubben.
- Vi vil gerne være at lokalt samlingspunkt for gode fællesskaber, som relaterer til fodbold, fortæller Nikolaj Dorff Kristensen og uddyber:
- Vi vil gerne være en klub, som er i øjenhøjde med vores medlemmer, hvor vi er engagerede i hinanden og vil hinanden på kryds og tværs af både børn, ungdom og seniorer. En klub, som sætter mennesker og udvikling over resultater.
For halvandet år siden startede klubben også op med en ny organisation, nemlig Det Sportslige Udvalg. Formålet var at skabe større tilknytning til klubben for både trænere, spillere og forældre gennem det sportslige, men også fællesskabet.
- Vi ønsker at få skabt et fællesskab med en VI-kultur i klubben, hvor alle er med, alle er velkomne, og ingen føler sig udenfor, siger Lars Lundgren og forklarer videre:
- Vi har og vil forsat arbejde for positive samarbejder med vores naboklubber, skoler og SFO'er.
De tre grundsøjler
IF Skjold Sæby er kommet frem til, at kulturen fremover skal hvile på tre grundsøjler, som der fremover vil blive arbejdet ud fra i forhold til klubbens medlemmer.
Som første grundsøjle står klubbens trænere, som skal sikre, at klubbens medlemmer får kvalitet i forhold til at lære at spille fodbold og ydermere kunne udvikle sig i spillet.
Andet fokus er træningsmiljøet, som skal sikre, at alle trives i klubben. At klubben bliver en klub, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og fodbolderfaring.
Sidst skal klubmiljøet være i orden, hvor man som hold, men også på kryds og tværs i klubben kan dele oplevelser. Det kunne være en pizzaaften, hvor børn, unge og seniorer i fællesskab ser en VM-kamp, en fælles fodboldturnering til udlandet eller et stævne, hvor man på kryds og tværs af klubbens hold kommer og ser og hepper ved hinandens kampe.
- Vi er meget bevidste i klubben om, at vores succes bunder i det fantastisk arbejde, som vores frivillige trænere udfører. Uden dem var vores klub ikke lykkedes, udtaler Flemming Thingbak.
Som vinder af prisen af Årets Fodboldklub i Region 1 ryger IF Skjold Sæby videre i puljen om at blive Årets Fodboldklub i Danmark, hvilket afgøres i starten af 2023.