Her bliver affald til grøn energi

Frederikshavn Affald tog tirsdag første spadestik til det forbehandlingsanlæg som den kommende kildesortering fordrer

21. august 2018 kl. 11.15

FREDERIKSHAVN: Indbyggerne i den nordligste ende af landet skal inden for de kommende måneder i gang med at kildesortere.

I Frederikshavn er man netop gået i gang med at dele de nye affaldscontainere ud - og tirsdag gik man så skridtet videre og tog første spadestik til det forbehandlingsanlæg, der skal omskabe madaffald til grøn energi.

Anlægget placeres side om side med affaldskraftvarmeværket på Vendsysselvej - helt naturligt, så alt det kildesorterede brændbare affald hurtigt kan komme over i de eksisterende kedler.

Forbehandlingen varetages af firmaet Gemidan, der har købt 10.000 kvadratmeter jord ved affaldskraftvarmeværket - og det var her spaden blev sat i jorden tirsdag morgen, hvor Gemidans direktør Rune Nyhuus bød velkommen.

Han understregede at det nye anlæg vil kunne tage mod 45.000 tons husholdningsaffald årligt - og firmaets vurdering er, at det dermed sagtens kan rumme flere kommuner end blot Frederikshavn.

AVV i Hjørring går også over til kildesortering og her er et forbehandlingsanlæg i øjeblikket til overvejelse.

Administrationschef Niels Larsen var med ved spadestikket tirsdag i Frederikshavn for som han siger:

- Vi sonderer naturligvis de muligheder der - og et samarbejde kunne være en sådan.

Direktør Tore Vedelsdal, Frederikshavn Affald, understregede, at man nu er godt i gang med omdelingen af containere og at planen er, at affaldet begynder at trille op på Vendsysselvej 1. oktober.

Til den tid er forbehandlingsanlægget ikke færdig, men man laver en midlertidig plads, hvor affaldet omlades og sendes videre til Holsted, hvor Gemidan har et tilsvarende anlæg.

- Vi forventer at skulle sende affaldet videre i knap to måneder inden vi selv er klar til at bruge det nye anlæg omkring 1. januar, siger Rune Nyhuus.

Forbehandlingen kræver en del vand og for at gøre det så grønt som muligt og fordi området, hvor der bygges er et vådt område, så etableres der en sø, hvor regnvandet vil blive afledt til. Vandet herfra anvendes så i selve renseprocessen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste