Billede beskrivelse

Hent gratis sikkerhedsbriller

SHOPPING: Synoptik i Frederikshavn vil hjælpe med at passe på børnenes syn, og man kan derfor hente gratis sikkerhedsbriller til nytårsaften

15. december 2020 kl. 19.00

228 personer blev sendt på skadestuen, da vi danskere sidste år fejrede nytårsaften og starten på 2020. 27 af disse skader var alvorlige, og ni af dem gik ud over børn. I år vil Synoptik med støtte fra Synoptik -Fonden bringe det tal tættere på nul.

Derfor donerer optikerkæden i år 10.000 beskyttelsesbriller. Så længe lager haves, kan du hente et par til dig og din familie i din Synoptik i Danmarksgade i Frederikshavn fra den 21. december.

Der er ikke mange dage tilbage af kalenderåret 2020. Og selvom corona formentlig kommer til at rokke ved dine traditioner og graden af festligheder for din nytårsaften, ændrer pandemien ikke ved, at romerlys og raketter igen i år kommer til at skyde 2021 i gang.

Da vi sidste år fejrede nytårsaften, blev 228 personer sendt på skadestuen som følge af fyrværkeriskader i Danmark. Det viser en samlet opgørelse fra Odense Universitetshospital. 27 af skaderne var alvorlige, hvoraf ni af dem ramte børn og unge under 18 år.

For at hjælpe til med at bringe antallet af skader tættere på nul, har optikerkæden Synoptik i år valgt at uddele i alt 10.000 beskyttelsesbriller – 7.000 til børn og 3.000 til voksne.

Uddelingen skal være med til at sætte fokus på vigtigheden af beskyttelsesbriller nytårsaften. Ifølge klinisk fagspecialist i Synoptik, Annette Slyngborg, kan beskyttelsesbriller gøre en stor forskel, hvis uheldet skulle være ude ved fejringen af det nye år:

- Sidste nytår blev flere danskere ramt af alvorlige øjenskader, hvor alle tilskadekomne havde det til fælles, at de ingen beskyttelsesbriller havde på. Og da et fremmedlegeme som fyrværkeri i øjnene kan resultere i et dårligere syn eller blindhed, kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at bruge beskyttelsesbriller. Det gælder både for børn og voksne, siger Annette Slyngborg og fortsætter:

- Mange tror, at almindelige briller beskytter lige så godt. Men det er altså ikke helt rigtigt. Her kan brilleglassene nemlig splintre og ramme øjnene. Den risiko er man ude over, hvis man bruger

beskyttelsesbriller.

Selvom antallet af fyrværkeriskader i forbindelse med nytår har været faldende i det seneste år, ændrer det altså ikke ved, at fyrværkeri potentielt kan være farligt – også for synet.

Fra den 21. december kan du derfor tage forbi Synoptik i Danmarksgade i Frederikshavn, hvor du kan hente beskyttelsesbriller til dig og din familie. Butikschef Mark Andersen håber, at borgerne i Frederikshavn vil gøre brug af muligheden for at gøre fejringen af det nye år mere sikker for børn og deres forældre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste