Henrik Brandt klar til ny æra
Har netop sat sig i chefstolen hos Dafolo
FREDERIKSHAVN: I forbindelse med frasalg af virksomhedens grafiske aktiviteter i februar i år, meddelte Dafolo, at der nu skulle fokuseres på at sikre fremtidig strategisk vækst.
Meldingen var at det skulle ske gennem prioritering af ressourcer og investeringer på aktiviteter, der skaber udvikling og værdi for virksomhedens kunder.
Målt på årsresultatet for det regnskab, der forventes at blive godkendt på en generalforsamling i november, er bestyrelsens beslutning om prioritering af aktiviteterne et skridt i den rigtige retning.
Således forventes et særdeles positivt resultat, der afspejler vækst på tværs af virksomhedens forretningsområder.
Der er dermed skabt et godt grundlag for, at Henrik Brandt, der tiltræder som ny adm. direktør i Dafolo 1. oktober, sammen med den øvrige ledelse kan fortsætte udvikling af virksomheden.
Med mange års topledererfaring i bagagen vil Henrik Brandt bidrage til, at Dafolos produkter og services også fremover er blandt markedets foretrukne.
Digitalisering og intelligent anvendelse af teknologi vil være et af de emner, der bliver afgørende for at sikre konkurrenceevnen i årene fremover.
- it-understøttelse af forretningen og digital transformation af organisationen forudsætter et digitalt mindset hos både ledere og medarbejdere på tværs af organisationen, som vil være en del af den nye æra.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af rejsen, hvor der skal arbejdes med at etablere sammenhængskraft og pejlemærker, der definerer det nye Dafolo, så virksomheden forbliver en attraktiv arbejdsplads, siger Henrik Brandt.
Han kommer fra en stilling som adm. direktør hos Kinnarps kontormøbler og er i forbindelse med sin tiltræden flyttet til Nordjylland med sin familie.