Billede beskrivelse

Helt ny musik af lokal komponist

06. august 2017 kl. 06.00

Han bor godt nok helt ude i Bangsbo, men i denne forbindelse kan man nok godt kalde ham Frederikshavner!

Komponist, og frederikshavner, Per Drud Nielsen, har skrevet ny musik til to nordjyske musikere, sopranen Annette Bo Nielsen og cellisten Deborah Ann Josephson.

Musikken bliver uropført i Fladstrand Kirke torsdag 10. august 2017 kl. 19.30 ved en koncert i Vendsyssel Festival.

En intim besætning med kammermusik af den blide slags?

Det ville vel være den typiske forestilling om denne duo-besætning.

Og det er som regel sandt, men bare ikke denne gang!

Programmets yderrammer (første og sidste komposition) består således af værker, der kræver en såkaldt dramatisk sopran, - med kæmpestemme, som uden problemer kan synge støvet ud af hver en krog af oslofærgen! Vel at mærke uden strøm.

Mellem disse værker dukker den intime kammermusikverdens lyriske univers frem.

Smukt, glødende, lykkeligt, barndommeligt, men af og til med en snert!

Af smerten og dens undertoner og andre af livets genvordigheder.

Per Drud Nielsens nye komposition hører til i den lyriske del, med musik til dybsindige børneremser, med et tvist!

En anden uropførelse er af unge Jonas Bové, til daglig musiker i Aalborg Symfoniorkester, men også med en karriere som rocksanger i bandet "This Bone Machine".

Koncerten er arrangeret af Abildgårds Sogns Menighedsråd og Nordjyllands Unge Tonekunstnere (NUT)

Koncerten, som afholdes i Vendsyssel Festival, er støttet af Statens Kunstfond og Aalborg Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste