Have tour de Aalborg

Havekredsen ser på haver i Aalborg, Vesterbjerg og Vejgaard

23. juli 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: Haveselskabet i Frederikshavn inviterer på en søndags bustur til fire forskellige haver i Aalborgområdet og et besøg i staudebedet på Østre Kirkegård i Vejgård.

Turen indledes kl. 8 søndag 5. august fra parkeringspladsen vest for Frederikshavn Rådhus ved Fasanvej.

Først besøges Eva og Hans Jørgen Gregersens have i Vestbjerg.

Haven er en rigtig flot anlagt have med vandbassin med flotte store Koi karper og et super vandrensningssystem.

Der er mange flotte sten, figurer og stenbelægning.

Hans er tidligere brolægger i Aalborg.

Sten og fliser bliver renset for alger hvert år.

Så der er meget for stenelskere at se på.

I haven er der pelargonier, klematis, himrod vindrue, hortensia og et flot hønsehus.

Der drikkes formiddagskaffe med boller i haven.

Dernæst besøges Birgitte og Anders Westeds have i Nørresundby.

Haven er under opbygning efter anvisning fra vores lokale havearkitekt Knud Bundgaard.

Der er ellipseformede bede og små græsplæner. Et flot indgangsparti ved det ældre velrenoverede hus med orangeri med citron og andre eksotiske planter.

Op ad en lodret stående væg er plantet bregner.

Der er 80 tilplantede krukker bl.a. med selvsåede planter.

Lodret stående pæle er med til at få haven til at virke større.

Havekredsens medlemmer kender Birgitte Wested fra et foredrag om frø såning og formering af stauder, som hun havde i Frederikshavn.

Turen fortsætter til Cafe Frederiksberg i Vejgård, hvor der serveres en let anretning.

Efter frokosten fortsættes til Glenni Andersens have i Aalborg.

Haven er en større have, der er flot indrettet med bl.a. store klippede taks og cypres i forhaven.

Haven indeholder desuden græsser, klematis, rødbladet hyl, opstammede træer, hortensia, hosta, zinkkander som pynt og kar med vand og planter.

Glenni er keramiker og glaskunstner. Der sælges diverse kunstgenstande og planter i haven.

Den sidste have, der besøges er hos Kirsten og Bent Olsen i Vejgård.

Haven er en mindre parcelhushave, hvor baghaven er hævet ca. 2 m over den øvrige del af haven.

Skrænten er lavet med store sten med beplantning imellem stenene.

Haven er med stenbede, formklippede buske og træer.

Bent har selv lavet mange store granitstentrug og andre granit figurer, der er placeret rundt i haven.

Trugene og krukker er beplantet med spændende alpine planter.

I haven serveres eftermiddagskaffe med hjemmebag.

Til sidst besøges staudebedet på Østre kirkegård i Vejgård.

Bedet, der er på størrelse med en fodboldbane, er anlagt i forbindelse med urnegrave og har kostet 150.000 kr. at anlægge. En ansat på kirkegården vil vise rundt og fortælle om bedet og stauderne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste