Han holder gang i hjulene

05. april 2018 kl. 08.20

Pensionist John Rasmussen hjælper Projekt- og integrationsafdelingen i Frederikshavn Kommune med at istandsætte gamle cykler, så integrationsborgere kan få et gratis og godt køretøj.

Og det er en indsats, som GF Fonden og GF Nord nu hylder ham for.

- Du er virkelig en ildsjæl, og derfor fortjener du en anerkendelse, sagde formanden Jens Jørgen Vinther fra GF Nord og GF Fonden, da han forleden overraskede John Rasmussen på kommunens cykelværksted.

Ud over de rosende ord havde den lokale forsikringsformand også en kurv med, hvor der var et "frederikshavnerkort" til brug i en af byens forretninger - og et par gode øl, som kan nydes hjemme i privaten efter de mange aktive timer på værkstedet.

GF Fonden har fået øjnene op for Johns indsats, fordi fonden yder støtte til et lokalt trafiksikkerhedsprojekt i Frederikshavn Kommune, der bliver lanceret i juni ved en stor prisoverrækkelse.

Som led i projektet fik Jens Jørgen Vinther lejlighed til at besøge det cykelværksted, hvor massevis af gamle cykler - og dele af cykler - bliver forvandlet til nye cykler til integrationsborgere.

- Der i værkstedet stod John på sin egen fine måde og fortalte om sit store arbejde, og hans indsats bevægede mig meget. John er et både lunt og generøst mennesker, der gør en stor forskel for andre. Jeg ved, at han ikke lægger de mange timer i værkstedet for at få anerkendelse, men alligevel - og måske netop derfor - synes vi, at han i særlig grad fortjener lidt at forsøde hverdagen med ud over de kopper kaffe, kommunen byder ham på, uddyber Jens Jørgen Vinther.

Johns frivillige arbejde betyder, at mange integrationsborgere allerede har fået mulighed for at transportere sig gratis og nemt rundt i kommunen - i praktik, på job og uddannelse og til fritidsaktiviteter.

- John viser overskud, og det smitter, siger den lokale GF-formand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste