Halvfærdig mole tog imod
Lystfiskere: Med tre dages varsel lykkedes det Jesper Christensen fra JC Fisk at få arrangeret fiskekonkurrence
Selv om udvidelsen af havnen tidligst står færdig om tre måneder, så Jesper Christensen en mulighed for at få lov til at benytte den nye sydmole til en rask fiskekonkurrence. Da SUP Sæby havde fået tilladelse til at afholde danmarksmesterskab i inderhavnen lørdag den 14. august, blev der samtidig givet mulighed for at benytte ydersiden af molen.
Gennem JC Fisks store netværk blev nyheden breaket og lørdag klokken 9 stod tredive spændte lystfiskere klar med stager og agn.
Konkurrencen bestod i at fange de længste fladfisk, hornfisk, makrel, havørred og fjæsing indenfor 6 timer.
Da Jesper Christensen klokken 9 havde erklæret konkurrencen for åben, kom fiskerne hurtig ud på molen, hvor de fordelte sig efter, hvor de hver især vurderede havde de bedste chancer for at hive de største eksemplarer op af havet.
Den yngste deltager var 5-årige Villads fra Aalborg.
Han blev allerede fredag eftermiddag hentet fra børnehaven af mormor fra Sæby.
Lørdag morgen stod Villads sammen med morfar, Jørgen Rasmussen, klar til at smide snøren ud.
Interessen for lystfiskeri har Villads fået gennem det yderst informative program ”Fangstgaranti” på YouTube.
Et par andre deltagere var Malene Jacobsen og Johnni Sønderby fra Frederikshavn, der begge er inkarnerede lystfiskere, men som ikke tidligere har deltaget i fiskekonkurrencer.
De har medbragt nogle prægtige børsteorm og blancherede sandorme, som de håber de helt store fladfisk vil lade sig friste af.
Som resultatet af dagens tålmodige indsats blev de længste fisk en fjæsing på 31 cm, havørred på 44 cm, hornfisk på 60 cm, skrubbe på 35 cm og en makrel på 37 cm
Der var præmier til de dygtige lystfiskere i alle fem fiskearter.
Hvis der havde været præmie for hurtigst fangede fisk skulle den gå til Lucas, der dårligt havde fået kastet krogen ud fra molen inden han trak en makrel op og næste kast indbragte en fjæsing to minutter efter.