Halmbørs for tørke-ramte landmænd
Agri Nord opfordrer til, at man ikke snitter halmen, men tænker på egne eller kollegaers dyr og bjerger halmen.
FREDERIKSHAVN: Tørken i Danmark er nu for alvor ved at skabe problemer for landmændene og ikke mindst for deres dyr.
Derfor har Agri Nord netop oprettet en halm- og grovfoderbørs, hvor de, der har noget til overs, og de, der mangler, kan finde hinanden.
- Det er så vigtigt at få sikret foder til sine dyr, siger formand for planteavl i Agri Nord, Rene Lund Hansen, i en pressemeddelelse.
Chefkonsulent for planteavl, Flemming Floor Jensen, kan kun bekræfte, at situationen ude i marken er særdeles alvorlig.
- Mange kommer til at mangle halm, og der er stort set ikke græs ude på markerne, siger han.
Han vurderer, at halmudbyttet bliver ned til 50 procent af normalt udbytte på grund af tørken, ligesom græsudbyttet også bliver meget lavere end normalt.
Rene Lund Hansen opfordrer til, at man i år ikke snitter halmen, men tænker på egne eller kollegaers dyr og bjerger halmen.
- Det er meget solidarisk med kollegaerne, hvis man tager halmen med hjem fra marken i stedet for at snitte den og lade den ligge, siger Rene Lund Hansen.