Håndsrækning til Frydenstrandskolen
Realdania støtter det 16 millioner kroner store ombygningsprojekt med knap en million rettet mod bæredygtighed
KOMMUNEN: Der er gang i den store ombygning af Frydenstrandskolen på Abildvej i Frederikshavn.
Store dele af bygningen er ved at blive renoveret, energioptimeret og samtidig ændres indretningen, så der i sidste ende bliver plads til en ny daginstitution.
Nu får Frederikshavn Kommune en ekstra hjælpende hånd på knap en million kroner som skal anvendes til bæredygtige forbedringer i projektet.
Pengene skal blandt andet bruges til ekstra isolering og sikre ekstra omkring kuldebroerne ved vinduerne, så børn og personale vil opleve mindre træk.
Samtidig skal en rådgiver hjælpe Ejendomscenteret med at se nærmere på, om der er eksisterende byggematerialer, der kan genanvendes i ombygningen.
- Vi arbejder med energi- og klimaforbedringer i kommunens bygninger hver dag, og har hele tiden fokus på, hvordan vi kan blive bedre.
- Derfor er vi rigtig glade for, at vi får del i Realdanias pulje, så vi både kan blive klogere og samtidig tilføre Abildvej-projektet endnu flere bæredygtige løsninger, siger Bo Niebuhr, afdelingsleder i Ejendomscenteret, Frederikshavn Kommune.
I alt får Frederikshavn Kommune 950.000 kroner, hvoraf de 200.000 skal bruges på rådgivning og de 750.000 omsættes i konkrete bæredygtige projektforbedringer.
- Rådgiverne skal hjælpe os med at vurdere og beregne, hvilke materialer, vi bør vælge. Det kunne for eksempel være en beregning af, om det er en god idé at genbruge fliserne udenfor, i stedet for at købe nye.
- Rådgiverne skal således gøre os helt skarpe på, hvilke løsninger, vi skal prioritere, så vi får mest mulig bæredygtighed ind i projektet, fortæller Bo Niebuhr.
Borgmester, Birgit Hansen glæder sig også over, at kommunen får del i Realdanias pulje, så de bæredygtige valg i endnu højere grad kan realiseres.
- Vi har som kommune høje ambitioner på det grønne område og ved, at vi kan hente store klimagevinster ved at bruge ressourcer med omtanke og fokusere på genanvendelighed.
- Nu får vi mulighed for at dykke endnu mere ned i det arbejde med hjælp fra Realdania, og gennemføre konkrete grønne investeringer, der samtidig bidrager med værdifuld læring, vi kan tage med ind i nye byggeprojekter, siger Birgit Hansen.
Realdania lancerede puljen i foråret i forbindelse med COVID-19 krisen og har i alt afsat 45 mio. kr. til indsatsen ’Sammen om bæredygtigt byggeri’.
Første ansøgningsrunde er netop afsluttet og 20. oktober 2020 åbner Realdania op for anden runde.