Håndboldskole med fokus på sportslig udvikling

10. august 2021 kl. 06.00

Uge 31 stod i flere klubber i sportsskolernes tegn. Hos Sæby Hk var det ingen undtagelse.

Omkring halvtres friske piger og drenge havde tilmeldt sig håndboldskolen, som strakte over 4 dage med både håndbold, svømmehal og is sponseret af Sparekassen Vendsyssel Sæby afdeling.

Det er klubbens førsteholdstræner Morten Arvidsson, assisteret af flere af hans kvindelige spillere fra 2. division, der har trænet de unge piger og drenge i alderen 9 til 15 år.

- Det er altid en fornøjelse og livsbekræftende, at have med ungdommen at gøre, fortæller Morten Arvidsson, som normalt står i spidsen for Sæby HKs førstehold, som spiller i damernes 2. division.

Deltagerne er primært fra Sæby H.K., men også andre spillere fra andre klubber havde valgt at tilbringe fire dage med god håndboldtræning i Sæby Spektrum.

Olympiske verdensstjerner, som vi har fulgt de seneste uger på TV, har for langt de flestes vedkommende også deltaget i sommercamps, for at få indøvet tekniske detaljer og for at sikre sig herligt samvær med jævnaldrende om en fælles interesse.

- Deltagerne har været yderst lærevillige og gjort store sportslige fremskridt, understreger Morten Arvidsson.

- Nu håber vi bare på, at vi får gang i en masse spillere her til sæsonstart, siger Morten Arvidsson og forsætter: Så har man lyst til at prøve at spille håndbold, så er man meget velkommen til at møde op. Vi står klar til at tage imod alle interesserede. Om man har prøvet det før eller ej er uden betydning. Alle er velkommen i Sæby HK.

Så hatten af for træner, Morten Arvidsson og en god håndfuld damespillere, som brugte deres ferie på, at det lod sig gøre at afholde håndboldskole i Sæby Spektrum for en masse måske kommende håndboldstjerner.

Information om de forskellige holds træningstider og kontaktoplysninger kan findes på Sæby HKs hjemmeside: www.sæbyhk.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste