Håndboldkvinder nyder Frederikshavn
Kvindelandsholdet nyder at være i Frederikshavn i den sidste træningslejr, inden det går løs til VM i Tyskland.
Spillerne får hver dag en lille overraskelse på deres værelse med en hilsen fra Frederikshavn, og det er VM aktørgruppen fra 2015, der står bag.
- Pigerne elsker at være her, og de synes, det er hyggeligt, at de får små gaver hver dag, siger en glad Mette Vestergård, som er holdleder for det danske kvindelandshold.
- Spillerne har ikke tidligere fået en sådan opmærksomhed, og de nyder, at Frederikshavn viser, hvor glade byen er for at ha’ os på besøg, siger Mette Vestergård.
Mette "mus" Vestergård har i den grad selv været med til at få håndboldpigerne på landkortet, da hun var en af de bærende kræfter gennem en lang årrække på landsholdet, hvor hun bl.a. var med til at vinde to olympiske guldmedaljer i 2000 og i 2004.
Landsholdet har torsdag formiddag spillet træningskamp mod det kinesiske landshold - og Danmark vandt kampen overbevisende 29-18, så VM-formen er ved at være der.
Danmark spiller landskamp mod Sverige lørdag kl. 16.10 i Arena Nord i Frederikshavn, og der er stadig få billetter tilbage.