Håndboldfamilien Holmen
Der bliver talt meget håndbold hos familien Holmen
Der bliver talt meget håndbold hos familien Holmen. Og det er helt naturligt, for sporten udgør en stor del af dens dagligdag. Far Morten Holmen har en lang trænerkarriere bag sig, og senest har han haft stor succes som træner i Norge, hvor det blandt andet lykkedes ham at kvalificere 2. divisionsholdet Halden HK til spil i Europa Cuppen. Morten kone, Hanne Frandsen, fungerer i dag som målmandstræner i FfI og har selv spillet håndbold på højt plan. Og sørme om ikke begge Mortens sønner, Casper og Daniel, i dag har taget en plads på FfI´s 1. divisionshold. Og det er helt fint at have sin far som træner synes Casper Holmen:
- Jeg synes, det er sjovt og udfordrende. Min lillebror og jeg har faktisk i mange år haft en drøm om at få far som træner, og at det nu er lykkedes er ret specielt.
Og så forestiller man sig måske, at det kan give komplikationer på et hold, når en far er træner for sine egne sønner, men det er slet ikke tilfældet, siger Casper Holmen:
- Nej, det har slet ikke været et problem. Vi har en god stamme på holdet, og mange af os har spillet sammen i mange år. Vi kender hinanden godt, så der er ingen sure miner.
Vænne sig til det
Caspers lillebror, Daniel, er først for alvor trådt ind på holdet i denne sæson. Og han har skullet vænne sig til tanken om at have sin far som træner:
- Arh, det var lidt mærkeligt i starten. Man skal lige vænne sig til, at ens far er træner og ens storebror, som man har set op til som lille, også spiller med på holdet. Men det er faktisk også ret fedt. Især når håndbold fylder så meget i ens liv.
Men det har været nødvendigt på forhånd at lave klare familieregler for, hvordan man tackler situationen, siger far, Morten Holmen:
- Vi aftalte på forhånd nogle klare rammer for, hvordan vi ville håndtere det her. Vi har gjort det klart for hinanden, at når vi er inden for stregerne, så er jeg træner, og så kan jeg råbe efter drengene på samme måde, som jeg gør efter de andre. Men bagefter skal der selvfølgelig være plads til, at jeg er far.