Gymnaster med slag i
Sæby Gymnastik forening holdt fastelavnsfest for rigtig mange børn
Ildslukkende brandmænd, superhelte, zoo-dyr, farvestrålende prinsesser og pirater var i topform, da Sæby Gymnastikforening søndag holdt fastelavn for foreningens gymnaster, søskende og forældre.
Mere end 230 forventningsfulde og udklædte børn og forældre deltog i arrangementet i Sæby Spektrum, hvor seks tønder med overraskelser var sat op i bommene - og børnene i tre alderskategorier fra 0-10 år slog katten af tønden. Det fortæller foreningens formand Stine Bæk Sørensen.
Inden tøndeslagning hyggede familierne sig med fastelavnsboller - og de mange børn, forældre og instruktører gav sig i kast med den store redskabsbane, der var stillet op i hallen.
Det er 4. gang, at Sæby Gymnastikforening holder fastelavnsfest – og formand Stine Bæk Sørensen glæder sig over, at så mange børn og familier igen i år lod gymnastikforeningen være ramme for fastelavns-søndag.
- Det er skønt at se vores gymnaster mødes på kryds og tværs af alder og hold, når vi holder fælles arrangementer som fx fastelavn. I år havde mange af vores gymnaster taget søskende og bedsteforældre med i hånden og viste dem stolt rundt på redskabsbanen. På den måde får de et lille indblik i, hvad vi laver til gymnastik i hverdagen.
Gymnasterne samles igen allerede søndag den 22. marts 2020, hvor Sæby Gymnastikforening holder den årlige forårs-opvisning i Sæby Spektrum.