Guldregn over FFI´s to Special Olympic-hold

22. marts 2022 kl. 18.00

I FFI håndbold tilbyder man et Special Olympic hold, som er for personer med udviklingsmæssige handicap og adfærdsmæssige udfordringer. Trænerne bag holdene arbejder for at sikre, at alle mennesker med specielle behov i Frederikshavn Kommune har mulighed for at opleve glæden ved at dyrke idræt og at være en del af et hold og en klub.

- Stemningen er altid god og vi har plads til alle. For vores motto er: Vi skal ha´ det sjovt, fortæller Tove Varmløse Malmberg, som sammen med Sten Larsen, Susanne Pedersen, Hanne Houmann og Mette Holt er tilkoblet holdene som trænere.

Holdet, som er for begge køn, træner hver onsdag fra klokken 16.00 til 17.00 og her mødes mellem 15 og 20 spillere i alderen 16 til 56 år til håndboldtræning i Idrætshallen i Arena Nord i Frederikshavn.

To gange guld

I weekenden var holdet til et sidste turneringsstævne i Aalborg, hvor begge hold endte med at tage guldmedaljer med hjem. Holdet C1 følte sig ret sikre på at få guldmedaljerne i hus, hvorimod holdet C2 skulle vinde flere kampe for at få de eftertragtede medaljer med hjem.

Men det lykkedes. Så lykken var stor og intet hovmod stod for fald blandt de to holds spillere.

Special Olympic Idrætsfestival i Kolding

I weekenden den 20. til den 22. maj skal Special Olympic holdet til Special Olympic Idrætsfestival i Kolding. Samme festival vil Frederikshavn være værter og arrangører af i maj 2024. Så her bliver der mulighed for at komme ud og heppe på holdet.

- Det er et stævne, som spillerne glæder sig rigtig meget til, udtaler Tove Varmløse Malmberg og forklarer videre: Spillerene glæder sig især, fordi vores to norske venskabsklubber fra Larvik og Kråkerøy også skal med.

Mulighed for landsholdet

C1 holdets målmand Stig Blom er, som holdets eneste, udtaget til en fællestræning i Slangerup i den kommende weekend.

- Jeg er udtaget til en fællestræning, som er niveauet før en egentlig udtagelse til Parasport Danmarks A-landshold, hvor man, hvis man gør det rigtig godt, bliver udtaget til landsholdet ved Special Olympics i Berlin næste år, fortæller en spændt Stig Blom, som vil gøre sit bedste for at blive udtaget til landsholdet.

I FFI håber og hepper alle Stigs medspillere og trænere på, at Stil bliver udtaget til landsholdet. Og det er der ikke noget at sige til. For hvem vil ikke gerne kunne bryste sig af, at kende og ikke mindst have scoret på en ægte landsholdsspiller?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste