Grund til store smil hos Turisthus Nord
2017 blev blandt andet året, hvor man i branchen rundede to milliarder i omsætning
Der var ubetinget glæde på Turisthus Nords generalforsamling.
For det kan godt være, at vi andre husker 2017 som en kold og våd sag, men hos turistfolket vejer andre ting væsentligt tungere.
Det gælder ikke mindst det forhold, at turismeomsætning i Frederikshavn Kommune rundede hele to milliarder.
- Og at Skagen blev kåret som Danmarks bedste Kystferiedestination. Begge dele er vi utrolig stolte af, sagde formanden for Turisthus Nord Ulla Mosich på generalforsamlingen.
Direktør René Zeeberg oplyste i sin beretning, at overnatningerne endte i status quo.
Mens der er fremgang i hotelovernatningerne har der været tilbagegang i antallet af gæster på campingpladserne. Feriehusudlejningen i Frederikshavn Kommune er fortsat i vækst, og det har blandt andet givet et flot afkast til feriehusafdelingen i Turisthus Nord.
Alt overskud herfra går direkte til markedsføring af destinationerne i Frederikshavn Kommune.
Ét af indsatsområderne i Turisthus Nords strategi er "Fremtidens Turismeservice". I 2017 har turistforeningen fortsat haft helårsåbne turistkontorer i Skagen, Frederikshavn og Sæby med flere end 100.000 gæster året rundt.
René Zeeberg betegner turistkontorerne som "Mini-ambassader", der skal give god og personlig service lokalt, der hvor gæsterne er på destinationen.
Et andet led i fremtidens turismeservice er guideindsatsen med det uddannede guidekorps, der tager gæster med på ture i hele kommunen.
For at optimere servicenivauet har Turisthus Nord igen i 2017 udbudt en række forskellige kompetencekurser til medlemmerne - sprog, sociale medier og lignende.
Han understregede, at Turisthus Nord fortsat arbejder med events og projekter for at fremme helårsturismen.
Efter beretningerne fra formanden Ulla Mosich og turistdirektør Rene Zeeberg, aflæggelse af regnskabet, hvor foreningen kom ud med det største overskud i de fem regnskabsår, man har eksisteret, på 322.965 kroner var der valg til bestyrelsen i Turisthus Nord.
Signe Larsen, Hotel Petit Skagen blev genvalgt for 2 år.
Ole Hust, Danhostel Frederikshavn blev genvalgt for 2 år.
Brian Fabricius, Hotel Viking blev genvalgt for 2 år.
Søren Mejlvang, Frederikshavn Sømandshjem, træder ind i bestyrelsen i stedet for Michael Ax.
Søren Mejlvang er valgt for 1 år.
Suppleanter: Inge Thomsen, Sæby Golfklub blev genvalgt for 1 år.
Dick Kooij, Bunken Strand Camping blev genvalgt for 1 år. Rasmus Borup, Co-Learning ved Frederikshavn Handelsskole blev valgt for 1 år.
Forretningsudvalget blev også udpeget.
Det tegnes af Ulla Mosich, formand, Jacob Thorup Larsen, næstformand og Ole Hust.