Gratis juridisk rådgivning i Frederikshavn
Indbyggerne i kommunen kan snart få gratis, professionel retshjælp, når Råd til Ret åbner
Måske bliver det allerede i august, at Råd til Ret slår dørene op til gratis retshjælp i Frederikshavn.
Bag initiativet står KFUM’s Sociale Arbejde, som med støtte fra Civilstyrelsen under Justitsministeriet vil skabe større retssikkerhed og lighed i samfundet.
- Vi oplever et stort udækket behov for retshjælp mange steder i Danmark. I KFUM’s Sociale Arbejde har vi til formål at skabe værdige kår for mennesker, blandt andet ved at mindske ulighed i samfundet.
- Derfor vil vi gerne være med til at sikre retshjælp og fremme retssikkerhed for alle mennesker i hele landet, siger jurist og projektleder June Crondahl fra KFUM’s Sociale Arbejde.
Hun er netop i øjeblikket ved at ansætte medarbejdere til virket i Frederikshavn og stiler mod at kunne åbne i august.
- Vi har en stor opgave over for de mennesker, der har brug for gratis juridisk bistand. Mange af dem har ikke mulighed for at fragte sig til den nærmeste gratis rådgivningsinstats i Aalborg og det er her vi kommer ind i billedet, siger projektlederen, der understreger, at der er nogle gevaldige huller i landkortet, hvor der er behov for at sætte ind.
Netop derfor er det nye kontor i Frederikshavn ikke det eneste, der etableres.
KFUM’s Sociale Arbejde opretter således 10 nye juridiske rådgivninger landet over.
I forvejen har organisationen i otte år drevet gratis retshjælp syv steder i Danmark under overskriften Råd til Ret.
Rådgiverne er alle jurister eller jura-studerende, som arbejder frivilligt.
Til de nye rådgivninger søger KFUM’s Sociale Arbejde derfor interesserede frivillige, og 1-3 lønnede jurister til opstart, drift og koordinering af retshjælpen.
- Vi er også ved at finde lokaler, så vi har et sted, hvor vi kan mødes med de, der har behov for juridisk assistance, siger June Crondahl.