Golfklub søger ny ildsjæl til caféen

04. november 2020 kl. 06.00

SÆBY: Mindre end et år efter, at Rikke Lysdal Christiansen overtog driften af cafeen i Sæby Golfklub, søger klubben nu en ny forpagter.

I følge golfklubben har Rikke Lysdal Christiansen efter eget ønske valgt at udtræde af aftalen, når den ophører pr. 28. februar 2021.

Rikke Lysdal Christiansen oplyser, at hun som planlagt har lukket cafeen ned 31. oktober, men ellers er det siden hun åbnede ikke helt gået som planlagt.

Lige siden åbningen 1. april har corona virussen været en hård modspiller, der har bevirket, at der har været færre gæster, specielt de købestærke nordmænd har glimret ved deres fravær.

- Heldigvis lykkedes det at få solgt en del take away-menuer og der har hen over sommeren været selskaber, som jeg heldigvis har fået en positiv respons fra.

- Men min indtjening har desværre ikke stået mål med indsatsen, hvorfor jeg allerede nu har valgt at trække stikket.

- Jeg har ingen anden aftale eller job på hånden, men det skal helt sikkert være noget, hvor jeg kan udleve min store interesse for tilberedning af lækker mad, understreger Rikke Lysdal Christiansen.

Sæby Golfklub ønsker Rikke Lysdal Christiansen al held og lykke på hendes vej videre.

Hvem end der får fornøjelsen af hendes kødgryder kan roligt begynde at glæde sig!

Klubben skriver videre, at de allerede nu er på udkig efter en ny ildsjæl til Golf Cafeen i klubhuset ved Sæbygaard, hvor de. 800 lokale medlemmer og årligt ca. 4500 gæster har sin gang.

I år er der på trods af de svære restriktioner blevet spillet flere end 22.000 registrerede runder i klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste