Gør en forskel - der er brug for den

14. oktober 2017 kl. 18.38

Køkkengrej til otte familier, rent vand til 200 flygtninge eller vintertøj samt tæpper til en hel familie.

Det er blot tre eksempler på, hvor langt de 1000 kroner rækker, som en gennemsnitlig indsamler for Dansk Flygtningehjælp får i bøssen på de tre timer, en indsamling tager.

Og inden længe skal bøsserne gerne fyldes igen.

Derfor leder Dansk Flygtningehjælp med lys og lygte efter indsamlere i Frederikshavn.

- Vi har brug for mange indsamlere. Der er hårdt brug for pengene ude i nærområderne, hvor millioner af flygtninge frister en kummerlig tilværelse. Ved at samle ind gør du en forskel for nogle af verdens mest udsatte flygtninge, fortæller Else Schaltz, der er indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Frederikshavn.

Mennesker på flugt har fået rykket deres liv op med rode. Mange har mistet kontakten til deres familie, naboer og venner. De har ikke mulighed for at give deres børn og syge fornødne ting som medicin, mad, drikke, tøj og sko, og de lever i uvished om, hvad fremtiden byder dem.

Pengene fra årets indsamling går udelukkende til Dansk Flygtningehjælps internationale arbejde med et særligt fokus på flygtningekriserne i og omkring Sydsudan og Syrien, hvor millioner af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Derudover er du som indsamler med til at gøre det muligt at rykke hurtigt ud, når en ny krise tvinger voksne og børn til at forlade deres hjem.

Indsatsen hjælper hver dag tusindvis af mennesker med at overleve et liv på flugt.

- I Frederikshavn har vi brug for frivillige til 130 ruter. Det tager cirka tre timer at gå en rute. Pengene går til at gøre livet sikrere for børn og voksne, som oftest lever et utaknemmeligt liv uden basale fornødenheder i verdens mest udsatte områder, siger Else Schaltz.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste