Glasbjergene aflyst
De 105 korfolk i Frederikshavn kommer ikke til at bestige Glasbjergene sammen med værkets komponist John Højbye før til efteråret
KOMMUNEN: Der skal som regel mere end en til at skabe sød musik - i hvert fald sammen.
Sådan er det også når man skal bestige musikalske bjerge og det skulle en samling af nordjyske kor efter planen gøre i Frederikshavn i den kommende weekend fra 14-15 marts.
Men sådan bliver det ikke.
- Situationen omkring Corona virus er spidset til i en sådan grad, at vi desværre ikke kan tage ansvaret for at gennemføre Korstævne 2020 i denne weekend, oplyser Karen Bagge på vegne af Styregruppen bag projektet.
- Vi har taget afsæt i forsigtighedsprincip og ønske om at medvirke til myndighedernes anbefalinger om at mindske risikoen for Covid-19 smitte.
- I samarbejde med John Højbye har vi besluttet at udsætte korstævnet til efteråret. Der kommer nye datoer, når vi har talt med de forskellige involverede.
- Det er en tung beslutning, og vi er meget ærgerlige og kede af det. Det er ikke en situation, vi kunne forudse, og en aflysning/udsættelse var ikke i vore tanker, da vi var sammen til fællesprøven sidste torsdag.
Vi har vurderet, at der vil være for mange dilemmaer og bekymringer, som vil overskygge glæden ved at synge, siger Karen Bagge.
Den aflyste koncert skulle have fundet sted søndag 15. marts på Frederikshavn Gymnasium.