Billede beskrivelse

Glæde hos lokal køkkenforhandler over stor ordre

13. oktober 2023 kl. 15.01

En ordre på 150 køkkener til et ferieresort på Malta vil hen over efteråret give travlhed på Hanstholm Køkkens fabrik i Vildsund. Efter 30 års slid skal køkkenerne i ferieboligerne nemlig udskiftes, og feriecentret har valgt samme leverandør nu som i 1993.

- Vi er meget stolte over at få ordren på 150 nye køkkener til ferieboligerne på Malta, og specielt i betragtning af, at Hanstholm Køkken for 30 år siden leverede de nuværende køkkener, siger salgs- og marketingchef Steen Moss Christensen.

Og det vækker glæde og genklang hos Bo Mellergaard fra Hanstholm Køkken i Frederikshavn:

- I sin tid fik Dansk Folkeferie leveret Hanstholm Køkkener til alle deres feriecentre i Danmark samt centret på Malta. Helt lokalt sidder der Hanstholm Køkkener i husene i Feriecenter Sæby Søbad. Husene i Feriecenter Sæby Søbad er nu privatejet, men vi har flere gange suppleret inventaret, når de nye ejere har lavet om på indretningerne med videre, fortæller han.

Billede beskrivelse

Feriecentret på Malta er bygget i 1978 og tegnet af den danske arkitekt Hans Munk Hansen, der allerede dengang havde en vision om bæredygtighed.

Blandt andet brugte han lokale kalksten til opførelsen af ferieboligerne, og i dag lægges vægt på de samme værdier, fortæller CEO Hamdi AbuRub, Mellieha Holiday Centre, der er begejstret for samarbejdet med den danske køkkenvirksomhed i en pressemeddelelse:

- Hanstholm Køkkener leverede for 30 år siden kvalitetskøkkener og soveværelsesmøbler, og de bruges den dag i dag af vores gæster. Nu er vi i gang med en omfattende renovering, hvor vi vælger produkter af høj kvalitet med lang holdbarhed for derved at mindske miljøpåvirkningen. Derfor har vi igen valgt Hanstholm Køkken som leverandør.

Tilbage på sporet

Hanstholm Køkken måtte først på året igennem en konkurs, men nye investorer med bl.a. erhvervsmanden Villy Jæger fra 2LP købte virksomheden og sikrede fremtiden.

Se også
Glæde hos Bo og Anne-Bodil: Hanstholm Køkken fortsætter

Den nye ledelse, som bl.a. består af den erfarne køkkenmand, salgs- og marketingchef Steen Moss Christensen, har brugt foråret på at rydde op i butiksnettet, gamle sager og procedurer.

- Nu kan vi se fremad, og en ordre som feriecentret på Malta giver dels travlhed, dels en forstærket tro på, at vores kvalitetskøkkener efterspørges af markedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste