Gibraltar deltager for første gang i Cup No. 1
Spillere, ledere, trænere og forældre fra 20 nationer sætter i disse dage sit livlige præg på byen
En af årets helt store sportsbegivenheder - Cup No. 1 - er for alvor kommet i gear, og den er et studie i mangfoldighed.
Spillere, ledere, trænere og forældre fra 20 nationer sætter i disse dage sit præg på Frederikshavn, og alle bringer de særlige historier med sig.
Én af dem drejer sig om holdene fra Gibraltar, der for første gang nogensinde deltager i en cup uden for landets grænser.
Gibraltar - den lille britiske koloni, der mærkeligt nok hører til på Spaniens sydkyst - er sammen med Kosovo det land, der sidst er blevet optaget som fuldgyldigt medlem af det internationale fodboldforbund FIFA.
Det var i 2016. Og i år er de altså repræsenteret i Cup No. 1 med et drenge- og et pigehold.
Og det er i den grad en tilfældighed, at de overhovedet er havnet i Frederikshavn. Pauli Jørgensen, den gamle FfI-dreng, var nemlig manden, der stod for at skabe kontakten til Gibraltar:
- Ja, jeg var for en del år siden sammen med én af Cup No.1 ´s grundlæggere, Sven Ivarsson, på rejse til Estland. Og her overværede vi tilfældigvis en kamp mellem Estland og Gibraltar. Og bagefter mødtes jeg med nogle af folkene fra Gibraltars fodboldorganisation, og jeg fortalte dem om muligheden for at komme til Frederikshavn. Og resultater ser vi så i dag, hvor de er dukket op med to hold, fortæller han.
Gibraltar-holdene stiller op i henholdsvis drengenes U12 række og pigernes U14 række. Og især pigerne var ret nervøse, inden Cup No. 1 gik i gang.
Det fortæller Leslie Asquez, der selv har spillet på Gibraltars landshold og har en lang fortid som engageret i fodboldforbundet. Han er rejst med til Frederikshavn som leder:
- Pigerne har næsten ikke spillet sammen, og de har kun trænet i to måneder til denne cup. Så de var naturligvis meget nervøse og bange for, at de ville tabe stort. Og så er vi for resten ikke vant til at spille på græs. I Gibraltar har vi udelukkende kunstgræsbaner, så jeg fortalte pigerne, at de skulle være opmærksomme på, at bolden opfører sig anderledes, end de er vant til, beretter han.
Leslie Asquez fortæller også, at alle på delegationen fra Gibraltar nyder opholdet. Og underligt nok er han meget tilfreds med vejret:
- Vejret her i Frederikshavn egner sig bedre til fodbold. I går havde vi regn. Det ser vi sjældent i Gibraltar, og det var sjovt at spille i. Og så passer temperaturerne os godt, siger han.
Og det er jo også en måde at betragte det kritiserede danske sommervejr på.
De sidste indledende kampe i Cup No. 1 spilles torsdag og fredag. Der er finaler i weekenden.