Genoplivede tradition efter flere år: Der var stor gensynsglæde
Medarbejderne hos Skiold har en stolt tradition for at arbejde i virksomheden i mange år og 25 og 40-års jubilæer er ikke unormalt i staben af trofaste og loyale medarbejdere.
Selv efter pensioneringen fortsætter interessen for virksomheden og for at holde kontakten vedlige mellem de nu tidligere ansatte arrangerede virksomheden en julefrokost hvert år op til jul.
- Som med så meget andet ophørte denne fællesspisning brat med coronaens komme og er desværre ikke blevet genoptaget efter ejerskiftet, siger den nu tidligere tekniske sælger, Jørn Bidstrup.
Julesammenkomsterne havde hvert år stor opbakning. Mange følte, at de som årene gik manglede forbindelsen til Skiold på Kjeldgaardsvej og til de kolleger, de havde delt mange oplevelser sammen med.
I et forsøg på i privat regi at genoptage traditionen gik Anna Birgit Kondrup, Erik Ovesen og Jørn Bidstrup sammen for at samle kontaktoplysninger på de pensionerede medarbejdere.
Med fælles hjælp lykkedes det dem at få navn og adresser på 65 tidligere kolleger, som alle fik en invitation til en frokost på Jacobs Fiskerestaurant onsdag den 27. september.
35 pensionister og efterlønnere som havde mulighed for at være med takkede ja til igen at kunne mødes under hyggelige former.
Hen over fiskeretterne gik snakket lystigt, der blev grinet og fortalt anekdoter fra en svunden fælles tid i fabrikshallen.
En medarbejder på Skiold havde fremstillet en folder med information om virksomheden med titlen, Skiold – før, nu og i fremtiden, som ivrigt blev debatteret.
Gentantages næste år
De tre initiativtagere var yderst tilfredse med opbakningen og til forløbet af sammenkomsten.
De har allerede aftalt, at de skal ses igen den 2. oktober 2024 og ser frem til, at arrangementet kan blive en fasttømret tradition til glæde for de tidligere ansatte på Skiold.
Virksomheden
Skiold Group er en international virksomhed der beskæftiger sig med innovative løsninger til landbrug og korn- & frøindustri.
Produktionen omfatter primært alt lige fra anlæg til kornopbevaring, foderproduktion, fodersiloer, inventar, ventilation og fodringsanlæg.
Skiold blev grundlagt i 1877 som Sæby Jernstøberi og har siden været en af Sæbys store gamle virksomheder, hvor mange i Sæby og omegn har haft deres daglige udkomme.