Genbrug er også populært til jul
ØSTERVRÅ: Mission Afrika Genbrug i Østervrå måtte aflyse deres populære julestue på grund af corona, og det var med nogen bekymring de frivillige så frem til forløbet af julehandlen. Indtil videre ser det positivt ud, og der er stadig mange fine ting i butikken.
Østervrås genbrugsbutik oplever på alle måder stor opbakning ikke mindst efter forårets nedlukning, hvor mange efterfølgende gav udtryk for, hvor meget de havde savnet at kunne komme på besøg.
- Der er ingen tvivl om, at vi ikke kun er en butik, men også et socialt mødested, og i disse tider har netop det, haft ekstra stor betydning, forklarer Ingrid Sørensen.
Der var da heller ingen tvivl hos hende og alle butikkens øvrige frivillige, butikken skulle ikke lukkes ned igen i forbindelse med de seneste restriktioner i Nordjylland.
Julestuen blev til gengæld ikke til noget i år, netop på grund af corona, men udbuddet af juleartikler, gaveting og pynt var det samme, så hvordan nu med julehandlen?
- Der er vist ikke grund til bekymring, indtil videre ser omsætningen ganske fin ud, så der er glæde hos de omkring 30 frivillige, som på skift passer butikken på Hjørringvej 424.
- Vi har stadig mange fine juleting og gaveideer på hylderne, og der kommer hele tiden nyt, oplyser Ingrid Sørensen.
Rigtig mange tænker i genbrugstanken, og det er ikke kun dem, der kommer og køber. Hele tiden bliver der indleveret ting og tøj til butikken, som personalet gør klar til salg.
- Det er virkelig dejligt, at så mange tænker på os, når de rydder op eller har noget til overs, fortsætter Ingrid. Hvis tingene ellers er i orden, så er vi klar til at give dem et forsøg.
Ind i mellem er der så meget på lageret, at vi ikke selv kan nå at omsætte det i butikken. Heldigvis har vi et fint samarbejde ikke kun inden for Mission Afrika Genbrug, men også til flere lokale samarbejdspartnere i regionen, for alt skal jo helst udnyttes, understreger Ingrid. Vi leverer bl.a. til Krisecentre i Hjørring og Frederikshavn, varmestuen i Hjørring og Mødrehjælpen i Brønderslev.
I butikken er der taget højde for sundhedsmyndighedernes retningslinjer med sprit, afstand osv., så kunderne trygt og sikkert kan besøge butikken.
ÅB