Billede beskrivelse

Genbrug af tusindtons tunge skibe - temadag om bæredygtige virksomheder på handelsskolen

24. august 2023 kl. 10.13

Hvad har en virksomhed, der nedbryder og recycler tusindtons tunge skibe, til fælles med en virksomhed, der producerer møbler af genbrugsmaterialer og hjælper unge i job? 

Det fik Frederikshavn Handelsskoles 3.'gere indsigt i på en temadag om bæredygtige virksomheder, som tager et særligt hensyn til miljø, klima og mennesker i deres forretning – og samtidig er økonomisk bæredygtige.

- Det har været en spændende dag med noget anderledes undervisning. Det var nogle rigtig gode oplæg fra virksomhederne, som var gode til at fortælle om deres forretning og de bæredygtige aspekter, så man forstod det og fik større indsigt i, hvordan en bæredygtighed virksomhed kan se ud, siger Julie Rasmussen fra 3.E.

Eleverne har i klasserne arbejdet med bæredygtighed og iværksætteri. De fire virksomheder Greenway, Ägte, Nordvirk og Ornli besøgte skolen og fremlagde en case i samarbejde med Erhvervsstyrelsen, som eleverne skulle arbejde med.

Bæredygtighed er mange ting

Temadagen begyndte i auditoriet med indlæg fra bl.a. M.A.R.S Europe, der har adresse på verdens eneste specialdesignede recycling værft på Frederikshavn Havn og nedbryder og recycler tusindtons tunge maritime strukturer som skibe og platforme.

Billede beskrivelse

- Det kan tage op til to år at recycle en stor enhed, fordi der er mange vigtige og tidskrævende processer, inden selve opskæringen af stålkonstruktionen begynder. 97 procent af alt det, der i dag kommer ind på M.A.R.S Europes anlæg, bliver genanvendt – ikke kun stålet, fortæller Cecilie Nielsen, chief project officer hos M.A.R.S. Europe. 

Hun er uddannet i erhvervsøkonomi fra Handelshøjskolen i Århus og er siden vendt hjem til fødebyen Sæby.

Inden selve nedbrydningen af de store stålkonstruktioner skal alt farligt affald ombord som f.eks. asbest, rengøringsartikler, kviksølv og radioaktivt affald kortlægges og fjernes forsvarligt. 

Så skal hele enheden rengøres, og alle materialer nedtages og sorteres – lige fra kontormøbler og tandbørster til lofter, vægge, kabler og rørsystemer. 

Til sidst er der den rene stålkonstruktion tilbage, som nedbrydes og sendes til smeltning, så stålet kan genbruges. Alt foregår under høje sikkerhedsstandarder for miljø og de ansatte.

Temadagen er en aktivitet i et verdensmålsprojekt, som handelsskolen er en del af sammen med de andre nordjyske uddannelsesinstitutioner TECHCOLLEGE, Aalborg Handelsskole, HEG Handelsgymnasiet Hobro og EUC Nord. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste