Gammel frederikshavner-dreng plantede årets træ
Det er en gammel tradition ved Cup No 1, at en af gæsterne inviteres til at plante et træ i området syd for FfI’s klubhus, som efterhånden er blevet til en hel skov – World Plantation. Siden 1991 er der blevet plantet træer som symbol på venskab på tværs af lande og kontinenter.
I år er det for første gang en dansk deltager, der skal plante et træ, nemlig Lars Albæk, som repræsenterer DBU Bornholm og deltager med to talenthold fra klippeøen. Lars Albæk er søn af tidligere direktør i Dafolo, Ole Albæk, og tilbragte sin ungdom i Frederikshavn, hvor han spillede fodbold i FfI som junior, yngling og to år som senior, inden studier i Aalborg og videre karriere bragte ham rundt i landet og til sidst til Bornholm.
- Det er i år sjette gang, jeg er med Bornholm til Cup No 1. Min datter Agnes spiller på pigeholdet. Hendes storebror Emil har tidligere spillet på drengeholdet, men er nu fyldt 19 og dermed for gammel. Så han er med som assistenttræner. Sidste år var Agnes ikke på talentholdet, men med alligevel og blev udlånt til FfI’s U15-hold, som vandt deres gruppe, fortæller en stolt fodboldfar, som også var stolt over at få lov til at plante et træ for det internationale fællesskab og venskab, som fodbolden skaber gennem ungdomsturneringer som Cup No 1.
I træplantningen deltog også viceborgmester Peter E. Nielsen, der glædede sig over at se de mange glade unge mennesker fra hele verden. Frederikshavn elsker gæster og traditioner, og Cup No 1 er begge dele. Og træplantningen taler direkte ind i kommunens fokus på den grønne omstilling.