Billede beskrivelse

Gærumbrødre bag ny IT-shop

10. februar 2018 kl. 18.20

Når blod er tykkere end vand og det løber i it-systemerne, så skal et egentligt arbejdsfællesskab, da også afprøves.

Ind under juledagene blev Gærumbrødrene Bjarke og Kenneth Skov i hvert fald enige om at tage springet og starte en ny butik sammen.

Og det er nu så håndgribeligt, at "Brdr. Skov - din lokale IT-butik" er en realitet på adressen Søndergade 30C i Frederikshavn.

Hvis man forbinder adressen med computere, så er det ikke uden grund - for det var nemlig her JN Computer holdt til - og her har Kenneth da også arbejdet.

Men nu vil han og brormand Bjarke prøve kræfter sammen.

Kenneth Skov stoppede hos JN Computer sidste år og Bjarke Skov har netop tiltrådt et job som salgschef hos Th. Olesen i København.

Af samme grund er det Kenneth, der bliver den fysiske butiks omdrejningspunkt i hverdagen.

Bjarke Skov har været med til at kickstarte elektronikgiganten Power i Danmark, og og har været varehuschef i Odense.

Det har givet mange kontakter i branchen, og det giver selvfølgelig mulighed for at hente skarpe priser hos alle relevante leverandører.

- Men det er nu ikke hardware, butikken primært baserer sig på siger 30-årige Bjarke Skov.

Brdr. Skov er sat i verden for at sælge serviceydelser til private og til mindre virksomheder.

- For os, der er vant til at lave opsætningerne, er det relativt enkelt at lave et set-up i en privatbolig, men for folk, der normalt ikke beskæftiger sig med det, kan det være ganske problematisk. Her er vi klar til at give en hånd, siger Bjarke Skov.

Desuden er en af Kenneth Skovs spidskompetencer udskiftning af skærme - gerne på mobiltelefoner.

- Man kan bare sætte sig i loungemøblerne, nyde en kop kaffe og så tage den reparerede mobil med sig efter 30 minutter, siger Bjarke Skov.

Dørene til den nye butik blev åbnet lørdag 10. februar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste