Gærum har grund til jubel
Dagli’ Brugsens omsætning er øget med 700.000 kroner
Der er god grund til smil i Gærum.
For Dagli’ Brugsen har lige har haft generalforsamling, og det efter et år, der har leveret det bedste resultat siden 2007.
Omsætningen steg sidste år med 700.000 kroner, hvilket giver et overskud på 158.000 kroner, mens egenkapitalen nu er på en halv million kroner.
Resultatet skal ses i lyset af, at Brugsen var ekstrem tæt på en lukning i 2013, hvor hverdagen bød på en betændt kassekredit og en egenkapital på nul.
Men borgerne bakkede også op dengang og samlede en halv million kroner sammen.
I årene herefter skulle byen så bevise, at man virkelig ønsker en dagligvarebutik.
Men nu føler formanden for Dagli’ Brugsens bestyrelse, Finn Mejlvang Christensen, endelig, at der i den grad er kommet ro i maven.
- Vi kan jo næsten måle alt, og vi kan se, at der er endnu flere borgere end tidligere, der handler i Gærum. Uden denne opbakning gik det ikke, siger Finn Christensen.
Udover at der bliver gjort en stor indsats for at få borgerne til at handle i Brugsen, kan Finn Christensen også notere sig, at priserne i butikken er faldende.
- Så opbakningen er lige nu vældig stor.
Alene til generalforsamlingen var vi 90, hvilket vist siger alt, fortæller Finn Christensen.