Billede beskrivelse

Gærum Bakker: Nu er der lejeboliger på vej

09. oktober 2024 kl. 14.03

FREDERIKSHAVN: Udstykningen med udsigtsgrunde på bakken bag Gærum Skole blev byggemodnet for nogle år siden, men der er hidtil kun solgt få grunde og opført enkelte boliger. Men nu er der udsigt til, at byggeriet for alvor kommer i gang. Til foråret starter opførelsen af to dobbelthuse til udlejning, og yderligere to dobbelthuse er forberedt.

Gårdejer Villy Larsen, der i sin tid byggemodnede området, har solgt projektet til sin kollega Peter Tegllund, der foruden landbrug i Stenhøj driver entreprenørforretning. Han har købt byggegrundene i kompagniskab med sine to børn, Rasmus og Regitze, og de glæder sig til at realisere projektet, som de har døbt Gærum Bakker.

Billede beskrivelse

- Vi har erfaring med landbrug og entreprenørbranchen, men det er første gang vi bevæger os ind på ejendomsmarkedet, så vi starter lidt forsigtigt med at bygge fire boliger. Vi har dog fået så mange positive tilkendegivelser, at vi har søgt byggetilladelse til otte boliger, og dem er vi parat til at bygge i takt med, at der er interesserede lejere, siger Peter Tegllund.

I Gærum glæder man sig over, at der nu kommer nyt liv i området bag skolen, og at der sker en positiv udvikling i landsbyen. Der har været meget snak om, hvad der egentlig skulle ske på bakken, og derfor har de tre initiativtagere indkaldt til orienteringsmøde. Det finder sted onsdag 23. oktober kl. 19 på gården i Stenhøj, Rydalvej 95.

Af hensyn til forplejningen vil man gerne have en tilmelding senest 16. oktober på mail: rt@pnpaps.dk. På mødet vil også være repræsentanter for byggefirmaet Ulrik Bisgaard, der skal bygge de første lejeboliger på Gærum Bakker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste