Gækkebrevets historie

Mit navn det står med prikker...

En af påskens dejlige traditioner er at klippe gækkebreve og sende dem til familie og venner.

Når vintergækkerne titter frem af sneen - og det gør de nu - er det, ifølge en ældgammel skik, tid at sende en hilsen til én, man holder af.

I 1600-tallet, hvor skikken skal have eksisteret, kunne man gække en person ved at plukke en vintergæk og gemme den i sin hule hånd. Blomsten skulle så narres over i hånden på den, man ville gække.

Samtidig skulle afsenderen sige »Sommergæk« eller »Du er min gæk«. Og så kunne den gækkede kun redde sig ud af historien ved at gække tilbage igen.

Men man kunne også sende et gækkebrev.

Gækkebrevet er en dansk tradition, der har rødder tilbage til 1700-tallet. Faktisk er det ældste gækkebrev fra 1770. I 1800-tallet bredte traditionen sig først i byen, dernæst på landet og er siden blevet hængende.

Gækkebrevets forløber er ”bindebrevet”, der stammer fra Tyskland. Ligesom gækkebrevet havde bindebrevet til formål at drille modtageren.

Ifølge traditionen er gækkebreve altid anonyme, men det er tilladt at hjælpe modtageren lidt på vej med at skrive sit navn med prikker. K

an man ikke gætte, hvem der driver gæk med en, så må man finde sig i at blive udråbt til gæk, hvilket betyder nar.

Vil man undgå denne store ydmygelse, må man, når gækkebrevets ophavsmand afslører sin identitet, give vedkommende et påskeæg.