Gåsegrib over Skagen
Det er 34 år siden, at arten sidst gæstede Skagen
SKAGEN: En ung gåsegrib blev over flere dage i sidste uge set forskellige steder ved Skagen. Den kom trækkende midt på dagen torsdag.
Det er kun tiende gang, at en gåsegrib nogensinde er set i Danmark, fortæller ornitolog Rolf Christensen.
Fuglen, klækket i 2018, kan meget vel være kommet helt fra den store bestand i Spanien på et forkert og forlænget træk til Danmark på 2.000 km. mod nordøst.
Fuglen blev først set i Danmark 15. maj ved Sønderlem Vig vest for Skive og dukkede så op 8 dage efter 175 km. mod nordøst i Skagen.
Arten sås sidste (og første) gang i Skagen for 34 år siden, i 1985.
Fuglen blev nok set af 100-150 birdere og utallige skagboer i løbet af de tre dage, den var i Skagen.
Denne kæmpe rovfugl yngler på klippehylder og lever kun af ådsler eller syge dyr, blandt andet får og køer.