Gågaden bliver corona-ramt
Selv om målstregen kunne anes forude, så betyder restriktionerne, at arbejdet stoppes mens Frederikshavn er nedlukket
KOMMUNEN: Siden sommer har der været arbejdet intenst på gågadestrækningen fra Tordenskjoldsgade til Kirkepladsen.
Og de seneste måneder er der sat yderligere turbo på for at sikre, at projektet kan være færdig, som optakt til den første adventsweekend.
Men selv om entreprenøren på opgaven A/S Trigon havde fyret op under kedlerne for at nå målstregen, så bliver der advent inden der sker mere gågaden, for de restriktioner, der er landet i vores og i nabokommunerne, betyder at kommunen trækker stikket.
I et brev til de forretningsdrivende skriver Jane Olesen,. der er kommunens projektleder på opgaven, at arbejdet standses som konsekvens af kun kritisk arbejde må udføres i Frederikshavn Kommune.
Hun forventer, at arbejdet genoptages 3. december - selvfølgelig unde forudsætning af, at restriktionerne fra de nationale myndigheder ophører.
Inden arbejdet standses helt fuges aralet omkring navnestenene og Trigon vil rette af ved de midlertidige gangveje ind til butikkerne.
Handelchef Dan Kobberup, FREDERIK, ærgrer sig over forsinkelsen.
- Vi har i FREDERIK stor forståelse for behovet for inddæmning af smitten, men vore medlemmers 2020 har ikke været en dans på roser, så det her kommer bare som en mavepumper oveni, siger handelschefen.