Fusionsbank melder om fremgang
Tallene er slået sammen selv om fusionen først var på plads 9. juni
FREDERIKSHAVN: Nordjyske Bank har siden 9. juni i år været en del af Ringkjøbing Landbobank efter endt fusion. Men selvom Nordjyske Bank således opgav sin selvstændighed så sent som tre uger inden udløbet af 1. halvår, så indeholder det nye halvårsregnskab fra Ringkjøbing Landbobank ingen oplysninger om, hvordan det gik med driften i den gamle og nu nedlagte Nordjyske Bank fra 1. januar til 9. juni i år.
Investorerne må derfor nøjes med det nye halvårsregnskab fra Ringkjøbing Landbobank, hvor tallene for de to nu sammenlagte banker er lagt sammen for hele halvåret.
Gør man det, så viser regnskabet et overskud efter skat i årets første seks måneder på lidt over 443 millioner kroner. Det er et lille fald i forhold til den samme periode i 2017, hvis man forudsætter, at de to fusionsbanker allerede dengang var et.
Regnet på samme måde voksede Ringkjøbing Landbobanks overskud på bankdriften med 14 procent mellem 1. halvår 2017 og samme periode i 2018.
Når bundlinjen alligevel er blevet mindre, så skyldes det omkostninger på 119 millioner kroner i forbindelse med fusionen af Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank.
Selve fusionsomkostningerne har været på 50 millioner kroner fordelt på 30 millioner kroner i Nordjyske Bank før fusionen og 20 millioner kroner i den nye bank.
Ledelsen fastholder, at de samlede fusionsudgifter i den nye bank kan holdes inden for udmeldte 125 millioner kroner.