Frederikshavns nye folkepark indstillet til fornem pris
Overfor MAN Energy Solutions på Hjørringvej er en gammel brakmark blevet til noget helt andet
Det er ved at udvikle sig til en regulær folkepark i Frederikshavn. Med stier gennem buskadser, adskillige borde/bænkesæt, 100 nyplantede frugttræer (som man i øvrigt er velkommen til at gå på mol i) og flere ting på vej.
Alle kan bruge det, og gør det også. Fra de aller yngste, som leger i området, til de ældste, som spadserer, eller nyder en stille stund på en bænkene.
Og nu er området, som indtil videre lyder navnet Biodiversitetsområdet, blevet indstillet til en ganske fornem pris. Nemlig FNs danske verdensmålpris i kategorien Forandring.
Den pris er der blot tre, som bliver nomineret til i landet, og den uddeles på Folkemødet på Bornholm 19. juni.
Prisen gives for ”den mest nytænkende og effektfulde idé eller opfindelse, der samtidig har det største systemforandrende potentiale”.
Det er kommunens Verdensmålsudvalg, som har indstillet MAN Energy Solutions til Forandringsprisen.
- Det er for deres måde at involvere lokalbefolkningen på - fra skoleelever til seniorer i udbredelsen af vild natur. De går foran i klimaindsatsen og har skabt et lokalt mødested og et arnested, hvor nye idéer spirer, og nye partnerskaber vokser frem til glæde for både mennesker og miljø, siger borgmester Birgit Hansen (S), som også er formand for udvalget.
Større forandring
De 22.000 kvadratmeter, som det hele drejer sig om, ligger lige overfor MAN Energy Solutions bygninger på Hjørringvej.
Området blev i sin tid købt med henblik på industri, men har ligget brak i adskillige år. Og gennem de sidste par år, har det altså gennemgået en større forandring, så det nu er til glæde for både borgere, de 440 medarbejdere og ikke mindst naturen.
Græsset er lavet, så insekterne trives, der er opsat bistader - hegnet ind, så de små, som leger der ikke kommer for tæt på - og der er i skrivende stund planer om at gøre området handikapvenligt.
- Måske kan vi også få lavet en sø herinde. Det er vi også ved at kigge på, fortæller Thomas Leander, som er Site Manager for MAN Energy Solutions Frederkshavn.
Alt imens han spiser en frokost med borgmesteren ved et af borde/bænkesættene i området.
Han har nemlig inviteret Birgit Hansen ned torsdag for at takke hende:
- Jeg vil gerne sige en stor tak til vores borgmester og Frederikshavn Kommune for at have indstillet MAN Energy Solutions i Frederikshavn til Forandringsprisen. Det er en stor ære at blive indstillet til denne pris og en anerkendelse af, hvordan MAN ES omstiller FN’s verdensmål til handling, siger han.
Troede de tog gas på mig
Under selvsamme frokost taler de to om, hvordan det som kommune og virksomhed handler om at spille hinanden gode.
- Jeg troede faktisk, man tog gas på mig, da de i sin tid fremlagde forslaget om at ville lave et biodiversitetsområde. Men det her er jo blevet en oase i byen nu, sagde Birgit Hansen.
Alt imens slentrer to herrer forbi.
- Det er faktisk en af vores ledere, som er ude og gå en tur med en nyansat. Hvorfor holde 1-1 samtaler på et kontor, når man kan gå en tur i skøn natur, spørger Thomas Leander.
Han pointerer også, at selve virksomheden er i forandring
- Det her er jo også historien om en virksomhed, der er gået fra sort motorproduktion til en virksomhed med fokus på bæredygtighed og biodiversitet. Og ét af de steder, hvor vi omsætter FNs verdensmål til noget konkret handling, er netop her.
Hvis du vil hjælpe den lokale virksomhed på vej mod prisen, kan der stemmes her.