Frederikshavnere i hele verden
Kender du en frederikshavner, der bor i Los Angeles, Laos eller Lesotho? Eller et andet spændende sted i verden.
Så giv et praj til folkene bag den internationale kulturdag "Hele Verden i Frederikshavn Kommune".
- I år er vi med til at fejre Frederikshavns 200 års jubilæum. Vores kulturdag bliver åbningsarrangement for Kulturnatten lørdag 15. september, og her vil vi som noget nyt fortælle videohistorier fra frederikshavnere, der bor og eller arbejder i udlandet, fortæller Anders Andersen, der er leder af kommunens integrationsafdeling.
Håbet er at få kontakt med frederikshavnere, sæbynitter og skagboer i udlandet og med deres hjælp optage små videoklip, der viser den verden, de nu befinder sig i.
- Kan nogen tilfældigvis komme hjem og være med 15. september, vil vi meget gerne det. Vi vil også prøve at få et par stykker med direkte via Skype, siger Anders Andersen.
På kulturdagen viser folk fra hele verden deres egne skikke og traditioner med mad, dans, musik og leg, og det bliver der også masser af i år. Formålet med dagen er at bringe folk sammen på tværs af kulturer.
- Frederikshavn er en åben kommune, hvor der bor mange nationaliteter. Dem bringer vi sammen her, og så synes vi, det er helt naturligt at supplere med de mange fra lokalområdet, der bor og arbejder i andre kulturer, forklarer Anders Andersen.
Hvis du kender en frederikshavner i udlandet, hører arrangørerne gerne fra dig.
Du kan ringe til Stener Glamann fra Tankegang på tlf. 5373 1202 eller sende en mail til stener@tankegang.dk.