Frederikshavner skriver science fiction

14. september 2017 kl. 07.00

Frederikshavneren Maik Jensen har skrevet en science fiction bog, der udkommer den 4. oktober.

Bogens titel er Springtime, En ny begyndelse og udgives på Forlaget Mellemgaard i Odense.

I en pressemeddelelse er der følgende beskrivelse af bogen:

De rejste til den anden ende af universet - men glemte at efterlade menneskets dårligdomme på Jorden.

For at starte på en frisk har mennesket forladt en døende jordklode og er rejst til planeten Springtime.

Her møder det et blåhudet folkefærd, som lever på jæger-samler-stadiet. Sammen med de indfødte opbygger menneskeheden et nyt samfund med byer, jernbaner, minedrift, og hvad der ellers hører til en civilisation.

Men samspillet mellem de to racer er ikke altid lige harmonisk. Der opstår en indfødt terrororganisation, Den Blå Hånd, som med bombeangreb og vold skaber frygt i samfundet. For at modvirke Den Blå Hånds terror får myndighederne øgede beføjelser, hvilket betyder mere politi i gaderne og øget overvågning.

Alt imens forsøger andre at skabe sig en tilværelse og leve et godt liv. Men det er ikke altid lige let. For hvordan gennemskuer menigmand, hvem der er skurkene, og hvem man kan stole på?

Maik Jensen er født 1962 i Frederikshavn, hvor han fortsat har sin base. Hans store lidenskab er at rejse i udlandet, men at besøge det fjerne univers har han stadig til gode.

Tidligere har Maik Jensen udgivet tre romaner samt en række science-fiction-noveller. Springtime - en ny begyndelse er hans første science-fiction-roman.

Maik Jensen bor i Frederikshavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste