Frederikshavn vil være højest

Højhus ved Apholmen kan måske være med til at genåbne trinbrættet

31. maj 2017 kl. 09.00

Om 18 måneder skal Frederikshavns nyeste og meste markante boligbyggeri stå klart til indflytning.

Tirsdag blev første spadestik taget til den første bygning af i alt fire mulige på 13 etager på Apholmen.

Der bliver tale om en hidtil uset form for byggeri i Frederikshavn.

Ikke alene er højhuset rundt i formen, men de fire lejligheder på de 12 boligetager er også sat sammen på en måde, som ellers kun ses i de større byer.

36 boliger, hvilket er tre fjerdedele af boligerne, er almennyttige, mens den sidste fjerdedel sælges som ejerlejligheder af selskabet Beach House, som står for byggeriet sammen med Arne Andersen, Vrå.

Det er dog ikke helt sandt, for der indrettes også en ejerlejlighed i stueplan, så der i alt er 13 ejerboliger og 36 lejeboliger.

- Det er ikke sådan, at ejerboligerne ligger på de mest attraktive placeringer, de ligger med en på hver etage, forklarer Otto Stavad, administrerende direktør i Beach House A/S, som i forvejen har en del fritidshuse lidt længere mod øst på Apholmen.

Flere prisklasser

Beliggenheden afspejles dag også på prisen for ejerlejlighederne.

Den billigste ejerlejlighed koster 2.595.000 kroner og den dyreste 4.495.000 kroner, men så er der også garanteret en kanon udsigt.

For de penge får man så 141 kvadratmeter bolig og 43 kvadratmeter altan.

En treværelses lejebolig på 101 kvadratmeter udbydes til en husleje på 7430 kroner om måneden med et indskud på knap 40.000 kroner.

Stor interesse

- Vi har fået mange henvendelser, og vi har skrevet alle navne ned, fortæller Bendix Jensen, direktør for Boligselskabet Nordjylland, som står for den almene del af boligerne.

Han forventer, at det især bliver det lidt mere modne publikum, som flytter ind, eller de, hvor børnene er blevet så store, at behovet for at have og, ikke mindst, holde en have ikke længere er så påtrængende.

- Erfaringerne viser, at folk flytter tidligere fra parcelhuset. Nu er det ofte folk ned til 50 år, som vælger parcelhuset fra, siger Peter Sørensen, ejendomsmægler hos Palle Ørtoft, som står for salget af ejerboligerne.

Byggeriet, som blev sat i gang tirsdag af borgmester Birgit Hansen (S), omfatter et højhus.

Der er dog muligheder for at bygge yderligere tre magen til, men det kommer an på interessen for det første.

Birgit Hansen, som er meget glad for byggeriet i form og udtryk, mener, at det sætter Frederikshavn solidt på landkortet og nok skal sætte skub i byggeriet af flere højhuse.

Ny bydel og måske trinbræt

Oprindeligt var planen at bygge et hotel der, men de planer blev opgivet til fordel for en ny lokalplan med boliger i stedet.

- For tre år siden byggede vi Fakta-butikken herude, så indkøbsmulighederne er på plads, og udlejningen af fritidshusene går fint, siger Otto Stavad.

For år tilbage blev trinbrættet Apholmen nedlagt til stor fortrydelse for mange.

Beach House har været i kontakt med Nordjyske Jernbaner, som ikke er afvisende overfor en genåbning af stoppestedet, når den nye bydel begynder at tage form, og flere flytter til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste