Frederikshavn vil rydde pokalskabet i Danmark
Den tidligere landsholdsspiller Andreas Glad jagter "the double" som cheftræner for floorballherrerne fra Blackhawks
FLOORBALL: Indenfor de næste uger bliver trofæerne i dansk floorball uddelt, og herrerne fra Frederikshavn Blackhawks har en klar ambition om at løbe med det hele.
I sidste sæson vandt holdet pokalfinalen, men skuffede siden ved at tabte DM-finalen til Benløse.
- Allerede dengang satte vi os det mål, at vi ville vinde "the double" i år. Vi har slet ikke lagt skjul på, at det er det, vi jagter, siger cheftræner Andreas Glad.
Lørdag eftermiddag gælder det DM-finalen i Frederiksberghallen mod Sunds Seahawks, som frederikshavnerne normalt har krammet på.
- Vi har vundet otte ud af de seneste ni kampe mod dem, så vi tager gerne favoritværdigheden. Vores eneste nederlag var i den seneste kamp i Sunds, men der havde vi en kollektiv offday, forklarer Andreas Glad.
Den tidligere landsholdsspiller og målræv for Frederikshavn Blackhawks er i gang med sin anden sæson som cheftræner, og han har også en aftale for den kommende sæson. Den aktive karriere har han dog ikke helt opgivet.
- Jeg er kun 29 år, så jeg har stadig en tro på, at jeg på et tidspunkt kan vende tilbage til den danske liga som spiller. I denne sæson har jeg holdt mig i gang på andetholdet, og så har jeg kunnet fokusere på at styre førsteholdstropperne fra sidelinjen. Vi har mange gode, unge spillere, så det har ikke været aktuelt for mig at sætte mig selv på holdkortet, forklarer Andreas Glad.
Frederikshavn Blackhawks er værter for årets pokalfinalestævne (semifinaler og finaler), der spilles i Arena Nord den 23. og 24. april.