Billede beskrivelse

Frederikshavn skal teste nyt lavprissupermarked for Coop

To butikker i Frederikshavn og Elling er udvalgt til at være blandt Coops 13 testbutikker

03. september 2020 kl. 13.48

FREDERIKSHAVN/ELLING: Måske har du allerede bemærket, at de røde Fakta-skilte på Grundtvigsvej i Elling samt på Søndergade 14 er blevet udskiftet med grønne.

De to butikker er nemlig udvalgt til at være blandt Coops 13 testbutikker i forbindelse med, at koncernen er i gang med at udvikle og definere fremtidens lavprissupermarked.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Testbutikkerne får navnet Coop 365, blandt andet fordi der vil være åbent alle årets dage, og butikschef Thomas Larsen fra butikken i Elling føler sig allerede ret sikker på, at kunderne vil blive glade for de nye

tiltag:

- Vi har fået vendt alle hylderne, hvilket har gjort det meget mere overskueligt at finde rundt i butikken. Det har simpelthen gjort at man kan kigge ned gennem gangene, så det er ikke så labyrintagtigt mere. Og selvom vi har fået mange flere varer, så gør den nye indretning altså alligevel, at det virker som om, at der er blevet meget mere plads, så jeg er ret glad og håber og tror også, at kunderne bliver det. siger

Thomas Larsen og fortsætter:

- Og så er det jo bare rigtig dejligt med de mange nye varer, f.eks. har vi fået langt større udvalg af krydderier, mange flere specialøl og så selvfølgelig også endnu flere økologiske varer.

En mellemting

Den grønne farve på facaden er heller ikke tilfældig.

- Coop 365 lægger sig op Coops varemærke for ansvarlige varer og samtidig er den grønne farve valgt som et klart signal om den grønne linje, lyder det.

- Vi har et ønske om at udvikle fremtidens lavprissupermarked som en mellemting mellem en discountbutik og et kvalitetssupermarked og derfor har vi tidligere testet en række elementer under navnet Coop Hverdag. Udfra de erfaringer har vi videreudviklet det til Coop 365. Vi glæder os til at høre kundernes reaktioner i de forskellige byer, hvor testbutikkerne åbner, rette til og vurdere, om vi har grundlaget for fremtidens lavprissupermarked, siger kædedirektør John Hornbech Christensen.

I og med at det næste halve års tid er en testperiode, så vil Coop meget gerne have kundernes kommentarer, ris, ros og gode idéer.

Generelt for de 13 testbutikker er, at de er større end Coops nuværende discountbutikker, og har 600-700 flere forskellige varer.

Coop 365 holder åbningsfest fredag 4. september i butikkerne både på gågaden og i Elling, hvor der selvfølgelig vil være masser af gode åbningstilbud og flotte gaveposer til de 50 første kunder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste